Har du modtaget et fupopkald? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Endnu en dansker er blevet franarret et stort pengebeløb af den falske medarbejder, der udgiver sig for at være 'Henrik fra Skat', men i virkeligheden lokker folk til at udlevere personlige oplysninger og misbruger dem.

Det skriver Lokalavisen.

Denne gang var det en 41-årig kvinde fra Viby ved Aarhus, som gik i svindlerens fælde, og fremgangsmåden er ligeså velkendt, som den er udspekuleret. Fredag sidste uge blev kvinden - fra et hemmeligt nummer - ringet op af den berygtede 'Henrik fra Skat', som gav hende den umiddelbart glædelige besked, at hun skulle have 4.000 kroner tilbage i skat. Hun skulle blot udlevere sine bankoplysninger, koden til nem-id, og et billede af sit nøglekort og pas til Facebook-kontoen Aps Skat via Messenger.

Men et par dage efter at hun havde gjort det, opdagede kvinden, at der var blevet hævet mange penge fra hendes bankkonto. Østjyllands Politi ønsker ikke over for Lokalavisen at oplyse det eksakte beløb, men fortæller, at det drejer sig om 'flere tusind kroner'.

Hos storbanken Nordea kender de så udmærket til svindelnumre, som det, den 41-årige kvinde blev udsat for. Allerede før jul valgte banken at advare alle deres kunder mod denne type svindel. Banken har også kendskab til, at fupmagerne har udgivet sig for at repræsentere blandt andre Udbetaling Danmark og Politiet.

»Det er sjældent, at vi sådan går ud og advarer vores kunder, men her har vi vurderet, at det var nødvendigt,« siger pressekonsulent hos Nordea Tenna Schoer til BT.

»Flere af vores kunder har været udsat for denne type snedige svindelforsøg, og desværre er det lykkedes at franarre kunderne deres oplysninger og hæve penge på deres konti i 10-12 tilfælde. Og det er noget, der foregår over hele landet,« fortsætter hun.

Udvælger nøje deres ofre

Telefonsvindlen er ikke målrettet Nordeas kunder. Til gengæld er gerningsmanden eller gerningsmændene særdeles professionelle i skarp kontrast til de mere gennemskuelige forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af danskerne, som vi så for blot et par år siden.

»Svindelen har ændret karakter og er blevet mere snedig og udspekuleret. Tidligere var det typisk svindelmails, som var oversat med Google Translate. I dag bliver folk ringet op af dansktalende personer, som udgiver sig for at være fra Skat, Udbetaling Danmark, Politiet eller andre. De virker rolige og myndige, de oplyser et medarbejdernummer, og i nogle tilfælde har de endda oplysninger om dem, de ringer til. Svindlerne virker simpelthen mere troværdige end tidligere,« siger Tenna Schoer.

Og ikke nok med det. Bagmændene forbereder sig grundigt og udvælger sig deres ofre med omhu.

»Vi har grund til at tro, at svindlerne på forhånd har lavet en research. For i nogle tilfælde er de gået målrettet efter mennesker, som af helbredsmæssige eller andre årsager er letpåvirkelige,« siger Tenna Schoer.

Heldigvis kan du ret let gennemskue svindlere som 'Henrik fra Skat', hvis de ringer til dig. For Skat eller andre myndigheder vil ALDRIG bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger - og da slet ikke dine kodeord.

'Husk, du må aldrig oplyse dine Nem-ID koder, og hverken Nordea eller andre oprigtige virksomheder vil bede om disse fortrolige og personlige oplysninger,' skriver Nordea i advarslen til kunderne på bankens hjemmeside.

Samme besked kommer Østjyllands Politi med efter den aktuelle sag. De anbefaler, at du straks lægger røret på, hvis du bliver ringet op af 'Henrik fra Skat' eller modtager lignende opkald.

Har du modtaget et fupopkald? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.