Tre måneders betinget fængsel.
Sådan lød dommen mod en tidligere halbestyrer, som mandag var i retten i en sag om bedrageri.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den pågældende blev dømt for bedrageri på cirka 45.000 kroner mod Varde Kommune.
Sagen mod den tidligere halbestyrer er del af en større sag, hvor flere personer, to idrætsforeninger og selve den selvejende institution Skovlund-Ansager Hallen er tiltalt.
Halbestyreren har tilstået otte forhold begået i perioden 2018 til 2019.
Her gav han – sammen med andre – »urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiede oplysninger til Varde Kommune.«
Motivet var at få fingrene i kommunale tilskud, som hallen ikke var berettiget til.
Ifølge JydskeVestkysten drejer sagerne sig blandt andet om at indkassere tilskud til halleje fra timer, hvor der ikke har været foreninger i hallen.
Derudover blev visse arrangementer også kaldt noget andet, end de var.
Et banko-arrangement blev eksempelvis til et 'træningsstævne', fordi der ikke var tilskud til banko, men det var der derimod til træning.
Den tidligere halbestyrer modtog dommen.
Sagerne mod de øvrige tiltalte bliver afgjort på et senere tidspunkt.