To svenskere er fredag formiddag fundet skyldige i at have forsøgt at dræbe en eller flere personer med skydevåben eller håndgranater i Brønshøj i august sidste år.

Det har Retten på Frederiksberg afgjort.

I sagen er fire andre mænd - herunder en 42-årig tidligere rocker - fundet skyldige i medvirken til drabsforsøg ved at have assisteret på forskellig vis.

Svenskerne, der er henholdsvis 18 og 27 år, tog begge fra Sverige til Danmark 11. august 2024, da de var hyret af en ukendt person - der gik under profilnavnet "Deadpool" - til at slå ihjel.

Retten slår fredag fast, at de mod betaling skulle udføre opgaven, som de forsøgte at føre ud i livet over flere dage.

Det mislykkedes dog. Det skyldes blandt andet, at pistolen fik funktionsfejl, da den dengang bare 16-årige svensker 13. august 2024 forsøgte at skyde mod tre personer ved Føtex på Frederikssundsvej i Brønshøj.

- Formentlig fordi han ikke havde taget ordentligt ladegreb, fremgår det af skyldkendelsen.

Kort efter den episode blev den ældre svensker anholdt, da han var cyklende med kurs mod Mjølnerparken. Den yngre svensker lykkedes derimod med at flygte til Sverige, hvor han så blev anholdt.

De fire andre mænd er i retten kendt skyldige i at have hjulpet svenskerne med blandt andet transport i Danmark, og de overnattede i den enes lejlighed.

En af dem instruerede dem i at bruge håndgranaterne og et skydevåben. Han forklarede dem, at de skulle skyde mod hoved og overkrop.

Retten fandt også, at den 42-årige eksrocker gav håndgranaterne og skydevåben til svenskerne.

Inden skyldkendelsen fredag skal læses op i retten, kigger den 42-årige, som ifølge Ekstra Bladet tidligere har været del af Bandidos, storsmilende ud mod de mange fremmødte tilhørere.

På rækken bag ham sidder den unge svensker, der skiller sig ud ved stadig kun at være teenager, mens resten af de tiltalte er mellem 23 og 42 år.

I retten er det kommet frem, at den 18-årige svensker ifølge sin egen forklaring har haft "kriminelle kontakter siden tiårsalderen". Han har desuden en adhd-diagnose og skal udredes for autisme.

Den unge mand står stille og nikker, mens en tolk oversætter fredagens skyldkendelse for ham.

Mens retten har fundet det bevist, at den ældste svensker efter drabsforsøget ved Føtex kørte mod Mjølnerparken med målet om at sprænge håndgranater, mener retten, at den unge dreng ikke ville med videre.

I skyldkendelsen lægges det desuden til grund, at svenskerne var "under betydeligt pres".

Alle de tiltalte har under sagen nægtet sig skyldige i drabsforsøg.

Straffen ventes udmålt om en uge.

/ritzau/