Københavns Byret har mandag dømt en svensk mand for drabsforsøg, efter at han i april 2024 forsøgte at skyde og dræbe en mand i en frisørsalon på Nørrebro i København.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
Svenskeren, der har somalisk baggrund, er i dag 18 år, men var 17 år, da drabsforsøget fandt sted.
Efter drabsforsøget var teenageren tilbage i Sverige, hvor han i maj 2024 var involveret i tre skyderier - to drabsforsøg og et drab. For det blev han i Sverige i april idømt ni års fængsel.
Derefter blev han udleveret til retssagen i Københavns Byret, hvor han er kendt skyldig i drabsforsøg og mandag idømt en tillægsstraf på syv års fængsel.
Det betyder, at byretten har vurderet, at begge sager samlet har skullet koste 16 års fængsel.
Svenskeren har anket den danske dom til Østre Landsret.
Det var midt på dagen 29. april sidste år, at den dengang 17-årige svenske dreng troppede op ved frisørsalonen A Barbershop på Sankt Hans Torv i København.
Maskeret og bevæbnet med en pistol var han på udkig efter en mand, som han skulle slå ihjel. Offeret fik dog øje på ham, låste døren til frisørsalonen og flygtede ud i baglokalet.
Og selv om svenskeren tog ladegreb på pistolen og pegede mod to kunder, lukkede kunderne ikke døren op. Derfor mislykkedes drabet.
Det er politiets opfattelse, at der er tale om en af flere sager, hvor unge svenskere er blevet hyret til at begå alvorlig personfarlig kriminalitet.
- Han har været indlogeret på hotel i Danmark i fem dage op til, hvor han er blevet udstyret med pistol, tøj og cykel, siger anklager Alexander Palne.
Den unge svensker tog efterfølgende til Sverige, hvor der ikke gik længe, før han var på en ny drabsmission.
6. maj 2024 - en uge efter episoden i den københavnske frisørsalon - skød den 17-årige dreng en mand i 40'erne i bydelen Södermalm i Stockholm.
Dagen efter skød han mod en bil i Tyresö - syd for Stockholm. To personer sad i bilen, men personerne blev ikke ramt.
Et tredje skyderi fandt sted 19. maj i Huddinge, der også ligger syd for den svenske hovedstad. Her skød den unge dreng mod en lejlighed. En af personerne i lejligheden blev ramt af skud, men overlevede.
Ifølge den svenske dom har skyderierne i Sverige tilknytning til bandemiljøet.
Når den 18-årige svensker har været for landsretten i Danmark, bliver han sendt tilbage til Sverige, hvor han skal afsone sin dom.
Han er i dommen fra Københavns Byret også udvist og må aldrig rejse tilbage til Danmark igen.
/ritzau/
