Lyt til artiklen

Som 13-årig stoppede hun med at kalde ham 'far'. Han fortjente ikke titlen, mente hun.

»Han brød sig ikke om det. Hvis han havde haft en dårlig dag, tvang han mig til at kalde ham 'far'. At få ordene ud over mine læber var tortur, for jeg følte så meget afsky, når jeg så på ham.«

Sophie Jahn er vokset op på en hestegård i Sverige. En ganske landskendt én faktisk. På godt og ondt. For mens hendes far, Jerry Jahn, var kendt og anerkendt for sit arbejde med hestene, var han også dømt voldtægtsmand.

Han nægtede sig til sin død skyldig. Ligesom han også afviste de beskyldninger, hans egen familie sendte mod ham.

Sophie Jahns bog 'Fars pige på Hestegården' er netop udkommet på dansk hos Mofibo, og i den beskriver hun rædslerne fra sin barndom.

Hun husker tydeligt, da hun første gang blev slået af sin far.

Hun havde skændtes med sin søster foran nogle kunder på hestegården. Og så havde hendes far kaldt hende ud i køkkenet. Bedt hende komme hen til ham. Helt tæt på. Så faldt slaget, mindes hun.

»Jeg gik i chok med det samme. Spurgte mig selv: 'Hvad har jeg gjort? Hvorfor vil min far gøre mig ondt?' Jeg havde lyst til at græde, men det sagde han, jeg ikke måtte.«

Igen lød ordene. »Kom tættere på.« Hun havde ikke lyst. Men han hævede stemmen, så hun parerede ordre. Og så slog han hende på den anden kind, fortæller hun.

»Dér kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg husker, at hans øjne var helt mørke. Fra den dag frygtede jeg min far.«

Sophie Jahn og hendes lillesøster fotograferet sammen med en af gårdens mange heste. Foto: Privat.
Sophie Jahn og hendes lillesøster fotograferet sammen med en af gårdens mange heste. Foto: Privat.
Vis mere

Med årene voksede frygten. Det samme gjorde Jerry Jahns aggressivitet. Og hans alkoholmisbrug.

Værst var det ifølge Sophie Jahn, når han drak whisky, vodka og vin. Så hun prøvede at gemme flaskerne og i stedet give ham øl.

»Han var nogle gange voldelig, selvom han ikke havde drukket. Men det blev værre, når han drak.«

»Det var værst, når det gik ud over mine søskende og min mor. Jeg var altid forberedt på, at han ville skade min mor. Det var min største frygt. For hvis hun ikke overlevede det, hvordan skulle vi andre så overleve?«

Sophie Jahn sammen med sin mor Anna, der selv begyndte at komme på hestegården som 14-årig. Dengang var Jerry Jahn gift med en anden kvinde, men han blev hurtigt skilt. Som 19-årig fødte hun Sophie. Foto: Privat.
Sophie Jahn sammen med sin mor Anna, der selv begyndte at komme på hestegården som 14-årig. Dengang var Jerry Jahn gift med en anden kvinde, men han blev hurtigt skilt. Som 19-årig fødte hun Sophie. Foto: Privat.
Vis mere

Når han havde drukket, kunne han finde på at vække Sophie og hendes søster midt om natten, fortæller hun. Hive dem ud af sengen og sende dem ud i stalden for at tilride de nye, uerfarne heste.

Både heste og søstre var forvirrede under natridningerne, som hun kalder dem.

»Det var med livet som indsats. Vi anede ikke, hvordan hestene ville reagere. Men hver gang spurgte jeg mig selv: 'Hvem er jeg mest bange for? Den 500 kilo store hest eller min far?'«

Hun blev på hesten.

»Det var, som om han nød at se os bange. Jeg kan huske, at han grinte, når jeg faldt af. Jeg kan høre ham sige: 'Op på hesten igen'. Nu lærer du at blive en god rytter.«

Sophie Jahn fik et helt særligt forhold til hestene, der lyttede, når hun havde brug for at komme ud med sine følelser. Når hun talte til dem, blev hun ikke bebrejdet eller sagt imod. Foto: Privat.
Sophie Jahn fik et helt særligt forhold til hestene, der lyttede, når hun havde brug for at komme ud med sine følelser. Når hun talte til dem, blev hun ikke bebrejdet eller sagt imod. Foto: Privat.
Vis mere

Som teenager begyndte hun at tælle ned til den dag, hun fyldte 18. Da det skete, flygtede hun. Flyttede til London og forsøgte at stå på egne ben.

»Jeg skulle finde min identitet. Var jeg introvert eller ekstrovert? Kunne jeg lide at være social? Hvilke typer venner ville jeg have? Kunne jeg overhovedet lide heste? Jeg skulle igennem alle de ting, andre kom igennem som børn og teenagere.«

Af og til hørte hun stadig hans stemme for sig. Men med tiden forvandlede den sig til en svag summen. Og for nogle år siden blev den helt overdøvet af hendes råben.

Sophie Jahn oprettede en blog og begyndte at skrive om sin barndom. Noget, der også påvirkede det i forvejen tyndslidte forhold til hendes far.

»Min far var åbenlyst ikke særlig tilfreds med det, så han tog afstand fra mig, ligesom jeg også tog afstand fra ham.«

Jerry Jahn blev i 2018 pludselig meget syg og indlagt på et hospital, hvor personalet fik klar besked: Hans børn var ikke velkomne.

Og så døde han. I familiens fravær.

»Fra den dag var jeg fri. Jeg behøvede ikke længere se mig over skulderen og frygte, at min far ville komme efter mig. Jeg behøvede ikke længere bo på en beskyttet adresse.«

»Samtidig var det afslutningen på et kapitel. Nu var det tid for mig at komme videre.«

Nok er kapitlet færdigskrevet. Men Sophie Jahn genbesøger det ofte. Læser det højt for andre og beder dem forholde sig til det. Hun forsøger at modarbejde den tavshedskultur, som hun mener hersker.

»Som barn troede jeg, at jeg var det mest ensomme menneske i hele verden. At det kun var mig, der oplevede det her. Hver dag spurgte jeg mig selv: 'Hvorfor mig?' Jeg tænkte, at jeg måtte have gjort noget virkelig galt for at fortjene det.«

»Det var først, da jeg blev voksen, jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene.«

Da Sophie Jahn var fem år, blev hendes far løsladt efter at have afsonet en dom for flere overgreb. Dengang troede hun, at grunden til, at hendes far ikke var hjemme, var, at han var på arbejde. Foto: Privat.
Da Sophie Jahn var fem år, blev hendes far løsladt efter at have afsonet en dom for flere overgreb. Dengang troede hun, at grunden til, at hendes far ikke var hjemme, var, at han var på arbejde. Foto: Privat.
Vis mere

Det kunne have været anderledes, mener hun. Hvis folk omkring familien havde talt højt om det, de så. Og reageret.

Hendes håb er, at hendes fortælling kan bidrage til en forandring. Også selvom den er farvet og unuanceret i den forstand, at hun er eneforfatter på den.

Det er meget alvorlige beskyldninger, der fremsættes i bogen, som udkom efter din fars død. Er det retfærdigt, at han ikke fik muligheden for at tage til genmæle?

»Han var i live, da jeg startede min blog. Jeg ville jo gerne mødes med ham og snakke om det, men det ville han ikke. Derudover blev der lavet en radiodokumentar, og der afviste han også at være med. Han afviste, at det var sandt.«

»Der er intet i mig, der ønsker at sætte ham i søgelyset. For mig handler det om at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan den slags kan ske – og stadig sker – for børn, uden nogen griber ind. Det handler mere om det, der skete, end om min far.«

Hvorfor skal vi tro på dig?

»Fordi så mange mennesker led. Ikke kun min familie, men også andre, der kendte ham.«

»Jeg føler ikke, at jeg skal bevise noget. Det her handler om det, jeg oplevede i min barndom. Jeg synes ikke, historien skal gå til spilde.«