De tre personer, der tirsdag blev anholdt for et smykkerøveri i indre København, er alle under 18 år.

To af de anholdte er 15 år. Den sidste er 17. De anholdte er svenske statsborgere.

Det oplyser Københavns politi på det sociale medie X.

De er sigtet for groft røveri.

Røveriet fandt sted i en smykkeforretning på Grønnegade i København.

Tirsdag fandt en menneskejagt sted i det centrale københavn i forbindelse med røveriet.

Her blev flere gader og metrostationen på Kongens Nytorv afspærret i forbindelse med, at politiet ledte efter en af gerningsmændene.

I forbindelse med røveriet blev en ekspedient i forretningen snittet med en kniv. Det skete, da han fulgte efter gerningsmændene ud af butikken og råbte dem an.

To af gerningsmændene blev anholdt lige efter episoden, men det lykkedes den tredje at stikke af, hvilket altså udløste en større menneskejagt i området.

Manden blev fundet og anholdt efter cirka en time. Kort tid efter fjernede politiet afspærringen fra området.