Et opgør mellem de svenske bander Shottaz og Dödspatrullen har siden 2015 kostet flere menneskeliv.

Drabene på to unge mænd i Herlev ved København kan muligvis ses i sammenhæng med en i forvejen særdeles blodig konflikt mellem to kriminelle grupper fra Stockholms forstæder.

Svensk politi er derfor bekymret for, at en ond spiral fortsætter. En forstærket indsats i tre stockholmske forstæder skal forsøge at afværge mulige hævnaktioner efter forbrydelsen i Danmark.

Her blev en 23-årig og en 21-årig tirsdag eftermiddag i Sennepshaven i Herlev dræbt med en serie skud fra pistoler og en automatriffel.

Forleden sagde chefen for politiets specialstyrke "Team 2022", at man har øget tilstedeværelsen i forstæderne Rinkeby, Tensta og Kista efter drabene i Danmark.

- En sådan hændelse har næsten altid konsekvenser. Det er noget, vi forsøger at hindre, sagde Stephan Kiernan til Svenska Dagbladet.

Det ene offer i Herlev, den 23-årige, skal ifølge flere medier have indtaget en fremtrædende rolle i banden Shottaz fra Rinkeby. Han var desuden manager for en lokal rapper, som sympatiserer med Shottaz. For tiden er rapperen dog i fængsel på grund af våben, skriver Svenska Dagbladet.

En imam ved det islamiske kulturcenter i Rinkeby, Hussein Farah Warsame, har til Expressen oplyst, at flere af den 23-åriges nærmeste pårørende er taget til Danmark efter drabet.

Tilsyneladende har dansk politi fået et gennembrud i sagen. Lørdag blev en 21-årig mand, der taler svensk, varetægtsfængslet af en dommer i Glostrup. Den præcise sigtelse holdes dog hemmelig.

Anholdelsen af den 21-årige skete under dramatiske omstændigheder i Bispehaven i Aarhus fredag aften. Ekstra Bladet har bragt fotos af en mand, der i hvide strømpesokker står uden på bygningen i anden sals højde, mens betjente fra en lejlighed forsøger at kontakte ham.

Denne mand tilhører ifølge Ekstra Bladet en bande, der kaldes Dödspatrullen. Den har siden 2015 haft en konflikt med Shottaz. Syv mennesker har mistet livet undervejs. Kun et af disse drab - nedskydningen af en mand fra Shottaz på et pizzeria i Rinkeby - er opklaret.

De to grupper blev i foråret kortlagt af Svenska Dagbladet. 20 centrale personer er blevet dømt for 330 forbrydelser. The Don, Ishka, Makelele, Musse og Dumle er nogle af øgenavnene.

Et fællestræk er de involveredes unge alder - drabsmanden på pizzeriaet var kun 16 år - og viljen til at begå meget grov kriminalitet.

Ingen af de 20 var inden bandelivet gået under de sociale myndigheders radar. Der var masser af initiativer, men tilsyneladende har de ikke haft nogen særlig effekt. En politimand har fortalt Svenska Dagbladet, at nogle ikke ser deres liv efter 20 års-alderen.

- Nogle af dem har ingen større tro på fremtiden, siger han.

I Københavns Vestegns Politi ønsker politiinspektør Flemming Madsen søndag ikke at udtale sig om efterforskningen.

/ritzau/