Ovenfor kan du se eller gense Københavns Politis pressemøde lørdag, hvor drabschef Jens Møller Jensen oplyste, at den svenske journalist Kim Walls hoved og to ben var blevet fundet.

Fra 1. november vil det svenske og danske DNA-register være knyttet til hinanden, og det betyder, at myndighederne kan teste dna'et fra personer i begge lande i sager, hvor der endnu ikke er fundet en gerningsmand. Det bliver blandt andet aktuelt i flere svenske sager, der har en lighed med Kim Wall-sagen.

»Vi har nogle gamle, uopklarede mord, hvor der også var tale om kvindelige ofre, der var parteret, så på den måde er der en parallel,« siger politikommissær fra Skåne politi Mattias Sigfridsson til BT.

Mandag beskrev flere svenske medier, heriblandt TV 4 og Expressen, hvordan det svenske og danske DNA-register bliver sammenknyttet, og det betyder blandt andet, at Peter Madsens DNA også automatisk vil blive tjekket i gamle mordsager, forklarer Mattias Sigfridsson.

»Når registrene bliver knyttet til hinanden den 1. november, tjekker vi sager for DNA-profiler, og så vil vi automatisk tjekke Peter Madsen i forhold til svenske sager,« forklarer Mattias Sigfridsson, som dog understreger, at der ikke er noget som helst, der peger på, at Peter Madsen er involveret i de gamle sager.

»Hvis, og jeg understreger hvis vi i nogle tilfælde finder hans DNA-profil, så vil vi naturligvis foretage yderligere efterforskning,« forklarer Mattias Sigfridsson.

Den svenske politikommissær kan ikke komme ind på de præcise detaljer omkring de gamle sager, men han forklarer, at det drejer sig om »et par stykker.«

»Sagerne strækker sig over mange år. Vi har omkring 120 sager, vi kalder 'kolde sager', her i den sydlige region i Sverige, og det er kun et par stykker af dem, der har ligheder,« siger Mattias Sigfridsson.

Lørdag kunne dansk politi oplyse, at man havde fundet Kim Walls ben og hoved efter længere tids eftersøgning i Køge Bugt. Om benene var der bundet strips med metal for at holde dem under vandet, mens hovedet blev fundet i en pose, hvori der også lå metal.

Kim Wall forsvandt 10. august, efter hun var taget ud at sejle med ubådsejeren Peter Madsen i hans hjemmebyggede ubåd. Peter Madsen er efterfølgende blevet sigtet for drab og for at have skåret liget i stykker og kastet det i vandet. Ubådsejeren har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden, fordi hun fik en tung luge i hovedet. Den forklaring sætter det nye fund imidlertid spørgsmålstegn ved, da drabschef Jens Møller Jensen lørdag på et pressemøde kunne fortælle, at der ikke er fundet frakturer på kraniet eller andre tegn på stump vold i øvrigt.