For få år siden sad de hyggeligt ved siden af hinanden og kiggede ind i kameraet.
Nu er den ene blevet dræbt. Skudt ned i et regulært baghold på Vesterbro i København for godt en måned siden.
Og den anden er blevet anholdt ved en storstilet politiaktion i Dubai. Han er nu udleveret til Spanien, hvor han sidder varetægtsfængslet for to drab.
Sådan er situationen i dag for de to svenske bandefigurer Salam Al-Jawahiri, 36, og hans nære ven – danske Amir Mekky, 24.
Begge har spillet centrale roller i den blodige bandekrig, der trods sit udgangspunkt i Malmø også de seneste fire måneder har udløst flere blodige mord og skyderier i Storkøbenhavn.
»Bandegrupperingerne i Sverige slås vel især om de samme ting, som danske bander gør: nemlig fortjeneste på narkokriminalitet,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi.
»Der er nok dybest set ikke den store forskel på de redskaber, som banderne bruger, men set her fra den danske side af Øresund kan det da godt virke, som om omfanget af eksempelvis skyderier og sprængninger er lidt større i Malmø end i København,« tilføjer han.
For den svenske familiefar Salam Al-Jawahiri blev det dog i Danmark, at hans 36-årige liv skulle få en brat og blodig ende. Det skete 4. februar kl. 20.34 i Kaalundsgade på Vesterbro.

Her blev han ifølge politiet skudt ned af to unge mænd på 18 og 20 år. Duoen havde han selv et kvarters tid tidligere hentet på Hovedbanegården og kørt til Vesterbro i sin egen bil.
Med sine gæster fra Sverige parkerede han i Kaalundsgade og gik mod Vesterbrogade, men pludselig skød de ham ifølge politiets sigtelse med flere skud fra en pistol.
De dræbende skud ramte ham i baghovedet, i venstre hånd og i venstre balle.
Efter politiets opfattelse var begge de unge mænd blevet instrueret i at udføre drabet af en 35-årig mand, der ifølge svensk politi leder en bandegruppering i Malmø.

Banden er opkaldt efter den 35-årige, og de tre drabsmistænkte var i forvejen så meget i politiets søgelys, at de i slutningen af februar blev anholdt og fængslet i Malmø for bombesprængninger i byen mod adresser med tilknytning til deres fjender.
Nu er foreløbig to af dem blev udleveret til Danmark, hvor de onsdag blev varetægtsfængslet for drabet på Vesterbro, som de nægter sig skyldige i.
Allerede straks efter drabet var dansk politi opmærksom på, at det 36-årige skudoffer havde forbindelse til bandemiljøet i Sverige. Faktisk så meget, at han i foråret 2020 reelt kunne takke politiet for, at han ikke allerede på det tidspunkt blev likvideret for øjnene af sin familie på et hotel i Ängelholm nord for Helsingborg.
Svensk politi havde fået indblik i kriminelles såkaldte Encrochat-telefoner, som ellers havde ry for at være så godt krypteret, at de var fuldstændig sikret mod aflytning.

Alligevel opdagede politiet, at en mordplan mod den 36-årige var under opsejling. Fjenderne havde blandt andet ved hjælp af en hemmelig gps-sender på hans bil kunnet spore ham til det hotel, hvor han havde slået sig ned sammen med sin familie.
I sidste øjeblik fik politiet advaret ham og reddet ham i sikkerhed – lige indtil han blev likvideret på åben gade i København for en måned siden.
Hans nære ven – den danskfødte Amir Mekky med tilnavnet »Bokseren« – var i sommeren 2018 uhyre tæt på at lide samme skæbne.
På en café i Malmø slap han med et skud i benet, mens tre af hans venner omkring ham blev dræbt i et blodbad.

Bagefter flygtede han ud af landet, og slog sig ifølge svensk presse ned på den spanske sydkyst. I denne sammenhæng ofte omtalt som Costa del Crime, fordi området på grund af sin nærhed til hashruterne fra Marokko har en magnetisk tiltrækningskraft på bandemedlemmer.
I det spanske dannede han bandegrupperingen »Los Suecos« (Svenskerne), indtil han mærkede jorden brænde under sig igen. Spansk politi mente at kunne knytte de dansk-svenske bandefolk til en række drab og drabsforsøg, eksplosioner, narkoforbrydelser og hvidvask af penge.
For næsen af politiet nåede Amir Mekky dog at forlade Spanien, indtil fælden klappede i Dubai i juni 2020. Her blev han en tidlig morgen overrumplet i sin lejlighed af svært bevæbnede betjente, der for rullende kamera gav ham både håndjern og mundbind på.
Og nu sidder han i en celle i Spanien og venter på at få sin sag for retten. Men i det mindste i live.
