En række Fakta-butikker i Nordsjælland er de seneste uger blevet rystet af en bølge af indbrud, som minder om klassiske bank-kup.

En bande på tre maskerede mænd bryder ind i Fakta-butikkerne og går direkte mod safepay-maskinerne, som de med koben og vinkel-slibere bryder op og tømmer for penge. Hele operationen tager højst fem minutter.

»Det er fuldstændig sindssygt. Det har ikke været sjovt. Man føler sig magtesløs.«

Sådan lyder det fra Thomas Thomsen, butikschef i Fakta Ålsgårde, der blev offer for banden natten mellem tirsdag og onsdag.

Thomas Thomsen, butikschef i Fakta Åslgårde, kalder rækken af indbrud 'sindssyg'.
Thomas Thomsen, butikschef i Fakta Åslgårde, kalder rækken af indbrud 'sindssyg'. Thomas Thomsen

»De bryder indgangsdøren op og går direkte mod safepay-maskinen, der sidder foran kassen. Det går hurtigt. De skærer sig ind til pengene, og så forsvinder de efter to-tre minutter. De virker dybt professionelle,« forklarer Thomas Thomsen.

Banden har udført mindst 17 kup-forsøg mod Fakta-butikker og en enkelt Irma-butik i Nordsjælland.

Første indbrud skete i Asserbo den 5. november. Siden har banden slået til mod Fakta-butikker i Smidstrup, Humlebæk, Ålsgårde, Liseleje, Gilleje og Hillerød i et noget nær amokløb.

Senest slog banden til fire steder natten mellem onsdag og torsdag.

Banden er gået målrettet efter maskinen.
Banden er gået målrettet efter maskinen. Thomas Thomsen

I nogle tilfælde har Fakta-kæden set to gerningsmænd på overvågningsvideoerne. I andre tilfælde er det tre gerningsmænd. Den seneste uge har banden været voldsomt aktiv.

»Vi gør alt muligt for at barrikadere os om natten, så det er svært for dem at komme ind. Det er vildt, at det skal være nødvendigt at barrikadere et supermarked i dagens Danmark,« siger Thomas Thomsen.

Coop oplyser, at det ikke er alle indbrud, der er lykkedes.

Alligevel har banden indtil videre hærget sig til et beløb, der løber op i et par hundrede tusinde kroner.

En smadret safepay-maskine.
En smadret safepay-maskine. Thomas Thomsen

Men den hærgen er måske ved at være nået til vejs ende.

Fredag middag sendte Nordsjællands Politi en pressemeddelelse ud, hvor de offentliggjorde, at de har anholdt en 23-årig mand fra Hillerød.

Han er sigtet for 30 indbrud i supermarkeder – blandt andre en stribe af dem i Fakta.

Nordsjællands Politi oplyser samtidig, at de fortsat efterforsker sagen og forventer yderligere anholdelser.