SuperBrugsen i Thisted har været nødt til at gå drastisk til værks for at komme tyveriet i deres butik til livs.

Slagterafdelingen skriver på butikkens Facebook-side, at man oplever flere og flere lange fingre ved butikkens kølemontre med kød.

»Det er gået så vidt, at vi fremadrettet kommer alarmer på vores kød,« skriver de og fortsætter:

»Det er ikke engang det dyre kød, men hverdagskød, som forsvinder i stigende mængder.«

Afdelingen skriver ikke kun ud på Facebook for at gøre op med tyverierne, men også for at advare de kunder, der betaler for det kød, de tager med hjem.

»Så hvis I finder noget i jeres kødpakker, som I tror, der er faldet af eller ikke bør være der, så er det blot en alarm. Derfor vær obs på, at I ikke tilbereder det med kødet,« lyder det.

De håber, at det nye tiltag vil stoppe den »kedelige tendens«, som de selv kalder det.

Det lokale medie Nordjyske har talt med uddeler Tobias Strunck fra SuperBrugsen i Thisted. Han fortæller, at man i butikken har besluttet at politianmelde langt flere tilfælde af tyveri, og at man vil klæde personalet bedre på til at håndtere sådanne situationer.

»Opdager vi tyveri, så skrider vi naturligvis straks ind. Hvis vi først bliver opmærksomme på det efterfølgende, så går vi videoovervågningen igennem. For alle kvadratmeter af butikken er overvåget,« siger han.

Han fortæller desuden, at det er siden sommerferien, antallet af tyverier er steget – noget, der ikke kun koster på bundlinjen, men også betyder en masse unødigt arbejde for ham og de øvrige ansatte.