En sugardate gik alvorligt galt for en 59-årig mand, da han i stedet for at blive en spændende date rigere, blev sin pengepung fattigere.

Det var ellers gået fint op til.

Den 59-årige havde skrevet med en kvinde på datingsiden sugardaters.com, og de havde aftalt at mødes.

Ved 20-tiden fredag aften mødte manden derfor op på Ellemosevej i Hadsten som aftalt med kvinden, og trådte ind i lejlighedskomplekset, der ligger på adressen, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.

Her tikkede der pludselig en snapchat ind på mandens telefon. Afsenderen var hans date for aftenen, og hun bad ham gå ud af lejlighedskomplekset igen.

Her gik det galt, og aftenen tog en noget uventet drejning for den 59-årige.

Udenfor ventede to maskerede mænd på ham.

I hænderne havde de hver en 15-20 centimeter lang kniv, og maskerne, der skjulte deres ansigter, forestillede dødningehoveder.

Har du selv været udsat for noget lignende, så tip os her.

De to gerningsmænd truede manden med knivene og tvang ham til at give dem de penge, han havde på sig, og flygtede herefter fra stedet.

Vagtchef ved Østjyllands Politi, Lars Bisgaard, bekræfter hændelsen og oplyser, at den 59-årige mand heldigvis ikke kom noget til.

Han oplyser dog ikke, hvor mange penge gerningsmændene stak af med.

Det er ikke første gang, at nogen falder i lignende fælde. For blot få dage siden skete en lignende hændelse i Hinderup, forklarer vagtchefen.

»Vi kender til en lignende sag fra i tirsdags, hvor det var fuldstændig samme fremgangsmåde,« siger Lars Bisgaard.

Han oplyser desuden, at sugerdate-profilen, som manden har været i kontakt med, sandsynligvis er en fake profil.

Østjyllands Politi har nu indledt jagten på gerningsmændene, men har desværre ingen beskrivelse af, hvordan de to røvere ser ud. Har man set noget, der kan hjælpe efterforskningen, opfordres man til at ringe 114.