Konkurrencestyrelsen advarer tolke mod at indgå koordineret indsats om ikke at arbejde for EasyTranslate.

Flere hundrede tolke har gennem måneder nægtet at tage opgaver for firmaet EasyTranslate, som de mener, giver for dårlige arbejdsvilkår.

Det kan dog være ulovligt, hvis tolkene indgår en koordineret indsats om ikke at arbejde for tolkefirmaet. Det advarer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens direktør, Jacob Hald, om i et brev. Det skriver Berlingske og Radio24syv.

- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er blandt andet gennem omtale i pressen blevet opmærksom på, at en række danske tolke på forskellig vis deltager i en koordineret indsats om ikke at tolke for virksomheden EasyTranslate.

- Det er min hensigt at oplyse, at den konstaterede adfærd, i nogle tilfælde og afhængig af de specifikke omstændigheder, kan være ulovlig efter konkurrencereglerne, skriver han i brevet, som begge medier er i besiddelse af.

Hvert enkelt tolk, som har modtaget brevet, er blevet bedt om skriftligt at redegøre for sin rolle i boykotten inden 27. september.

Niels Bloch Køser, der er uddannet translatør og bestyrelsesmedlem i foreningen Tolkesamfundet, er forundret over brevet.

- De føler, at vi har gjort et eller andet, som de ikke kan beskrive. Vi har da lov til som selvstændige erhvervsdrivende at sige nej tak, siger han til Radio24syv.

Brevet er sendt til flere af tolkene, som har nægtet at tage opgaver for EasyTranslate. Også foreninger stod på modtagerlisten, bekræfter styrelsen over for Ritzau.

Styrelsen vil hverken oplyse, hvem den har sendt brevet til, eller hvad den venter, der vil ske fremover.

- Hvis tolkene er selvstændige erhvervsdrivende virksomheder, og hvis de samtidig har koordineret deres adfærd på en måde, der kan begrænse konkurrencen, kan det være i strid med konkurrenceloven, siger kontorchef Michael Riis.

Han kan ikke sige, hvor ofte styrelsen sender breve til enkeltpersoner med informationer om konkurrenceloven. Det sker dog "fra tid til anden", fortæller kontorchefen.

Postyret er opstået, efter at EasyTranslate sidste år vandt et udbud ved Rigspolitiet. Derfor har firmaet siden 1. april leveret tolkeydelser for Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Inden EasyTranslate overtog opgaven, skrev 695 tolke under på en erklæring om, at de ikke ville tolke for myndigheder under de pågældende ministerier, hvis de skulle acceptere EasyTranslates arbejdsvilkår.

/ritzau/