»Det kommer til at tage flere dage endnu.«

Sådan lyder det lørdag morgen fra beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl, til B.T.

Brandvæsenet går lørdag ind i det niende døgn, hvor man forsøger at slukke en voldsom brand i Studstrupværket.

Fredag blev der sendt varsel ud til borgere om at holde sig indendørs – et varsel, der senere samme dag blev ophævet.

Men det kan igen komme på tale lørdag, siger beredskabsdirektøren og tilføjer, at folk ikke skal blive bange, hvis de hører sirener.

»I går fik vi en kraftig røgudvikling i forbindelse med en kemisk reaktion – derfor tændte vi sirenevarsling,« siger han og fortsætter:

»Hvis noget tilsvarende sker i dag, vil man kunne høre sirener igen lørdag. Selvom man kan blive forskrækket, skal man ikke blive bange men gå indenfor og lukke døre og vinduer.«

Lørdag er det planen, at brandvæsenet skal begynde at tømme det, der brænder inde siloen.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Man er nødt til at køre 40 tusind tons træpiller ud og slukke det udenfor. Vi forventer, at det vil give rigtig meget røg fra sig, som vil bevæge sig op nord over,« siger Kasper Sønderdahl.

Han fortæller, at selvom man har været i gang i ni døgn, forventer man, at der ligger adskillige døgn forude med brandslukning.

»Folk er ved at være trætte. Det er en gigantisk operation. Jeg vil meget gerne sige en kæmpe tak til beredskabspersonalet, der yder en kæmpe indsats.«