To nybagte studenter fra Gammel Hellerup Gymnasium er sigtet for at krænke privatlivets fred og for gengivelse af børnepornografi efter at have vist en sexvideo. Nu risikerer de at ende i en straffesag.

Det kan komme til at koste en straf for de to nu tidligere elever på Gammel Hellerup Gymnasium, som i midten af maj angiveligt viste en sexvideo af andre af skolens elever på en morgensamling med mellem 400 og 500 mennesker. Det skriver ekstrabladet.dk.

De to studenter er ifølge deres forsvarsadvokat sigtet for paragraffer om gengivelse af børnepornografi og krænkelse af privatlivets fred. Paragraffer, som politikommissær ved Nordsjællands Politi, Mogens Steen Mogensen, dog ikke vil løfte sløret for.

- De blev afhørt med en sigtets rettigheder i mandags. Så vurdere anklagemyndigheden, om det er noget, der kan føre til tiltale. Jeg vil ikke sige, hvad sigtelsen går ud på af hensyn til dem, det er gået ud over, siger han til ekstrabladet.dk.

Men mere meddelsom er altså forsvareren Henrik Stagetorn.

- Det vil jeg gerne afmystificere. Det er paragraf 235 og 264d, forklarer han til ekstrabladet.dk, men vil dog ikke uddybe sigtelsen.

Dog betyder det ifølge ekstrabladet.dk, at nogle af de personer, som morgensamlingen så på videoen, er under 18 år.

Henrik Stagetorn gør over for ekstrabladet.dk klart, at hans klienter fortsat nægter at være skyldige.