Han blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium for et par år siden, men for nylig blev 21-årige Noamaan Ejaz idømt næsten tre års fængsel i London for at udsprede og forherlige terror-materiale, hvor IS blandt andet halshugger fanger..

Den unge dansk-brite erklærede sig skyldig i de alvorlige anklager, da han 30. marts stod foran en dommer i Woolwich Crown Court i den østlige udkant af den engelske hovedstad. Her blev han idømt fængsel i to år og 10 måneder fængsel for i 10 tilfælde at have udspredt terroristisk materiale, der var i strid med de engelske antiterrorlove fra 2006. Mere konkret drejede det sig om en halv snes bloddryppende videoer af brutale IS-henrettelser af hjælpeløse fanger.

Ifølge engelske medier er Noamann Ejaz britisk statsborger, men han har boet i Danmark siden han var to år, taler flydende dansk og afsluttede i sommeren 2015 sin tur gennem det danske skolesystem med en studentereksamen fra det hæderkronede Gammel Hellerup Gymnasium nord for København. Han boede i Herlev, og blandt gymnasiekammeraterne fik han tilnavnet »Beast« (Bæst, red.) på grund af sin store fysiske styrke.

»Han var en dygtig elev, som godt nok havde fået et sort skæg, men ellers virkede fuldstændig almindelig i forhold til os andre elever. Han gik også i helt almindeligt, vestligt tøj - jeans, pullover og Nike-sko. Han stak på ingen måde ud, og han deltog flittigt i undervisningen,« fortæller en af hans jævnaldrende gymnasiekammerater, der foretrækker at være anonym. Hans identitet er dog BT bekendt.

»Han snakkede fejlfrit dansk, og i det sociale liv gled han også helt naturligt ind i fællesskabet. Der var intet påfaldende ved ham, bortset fra at jeg en enkelt gang i en time så ham sidde ved sin computer og studere en video, der tilsyneladende havde et mellemøstligt indhold,« tilføjer hans gymnasiekammerat.

En anden gynmasieelev, der også ønsker at være anonym, husker, at den nu dømte i nogen grad ændrede adfærd, efter at han vist nok mellem 2. og 3. g havde besøgt sin onkel i London.

»Efter den tur stoppede han med at barbere sig, og han begyndte også at gå til arabisk-undervisning,« husker kammeraten.

Ifølge engelske medier blev den 21-årige mand stoppet af engelske politibetjente, da han 29. januar sidste år ankom til lufthavnen i Gatwick med et fly fra København. Angiveligt skulle han besøge sine bedsteforældre i London-området, ligesom han plejede at gøre en gang om året.

I første omgang blev hans telefon og bærbare computer beslaglagt af de engelske betjente. Apparaterne viste sig at indeholde terroristisk materiale, og yderligere efterforskning afslørede, at Noamaan Ejaz havde spredt de bloddryppende videoer via sociale medier.

»En grundig efterforskning blev indledt efter hans ankomst til Storbritannien. De indsamlede beviser er blevet præsenteret for retten, hvor han erklærede sig skyldig,« oplyste efterforskningsleder Ian Hunder fra South East Counter Terrorism Unit i forbindelse med dommen for nylig.

»Ejaz har delt et betydeligt antal voldsomme og ekstreme terrorist-materialer, der var relateret til Syrien. Ti af dem blev genstand for tiltale. Han var hæmningsløs i forhold til at dele materialerne med andre, og det har gjort det muligt for materialet at blive yderligere udbredt,« tilføjer efterforskningslederen fra terrorenheden.

På Gammel Hellerup Gymnasium er rektor Jørgen Rasmussen overrasket, da BT kontakter ham for at spørge til den nu terrordømte students fortid på det danske gymnasium. Noamaan Ejaz forlod i sommeren 2015 gymnasiet med en naturvidenskabelig studentereksamen på mellemniveau med især matematik, fysik og kemi som hovedfag i 3.Y.

»Det er ikke umiddelbart en elev, som jeg har den store erindring om. Jeg kan se, at der på det tidspunkt intet var i hans adfærd eller holdninger, som peger i retning af, at han skulle være radikaliseret. Det tyder umiddelbart på, at han har været en helt normal student, da han forlod vores gymnasium,« siger rektoren til BT.

I Blå Bog 2015 fra Gammel Hellerup Gymnasium, hvor kammeraterne skriver kærlige portrætter af hinanden, bliver Noamaan Ejaz kaldt klassens »Banansutter og beast«:

»Noamaan har fået tilnavnet Beast, fordi han er et fucking bæst, der kan bænke 90 kg, dødløfte 140 kg og squatte 120 kg. Derudover er Noamaan vild med bananer og elsker især at sutte på dem. Han elsker at fyre vandpiben sammen med vennerne, og er altid med på et godt grin. Han er klassens troll, og elsker at tage pis på folk med hans vilde pokerfjæs.«

»Om ti år har Noamaan som den første kombineret fitnesscenter og vandpibecafé i et utroligt populært koncept, hvor der desuden serveres gratis bananer til alle besøgende,« står der blandt andet om den nu dømte student.

For de fleste mennesker vil det være ubehageligt og direkte frastødende at se på video-optagelser af et andet menneske, der bliver halshugget. Men sådan tænker IS og andre islamistiske terrorister ikke, ifølge tidligere operativ chef i PET - Hans Jørgen Bonnichsen.

»Den slags videoer vil vække afsky hos dig og mig med en humanistisk indstilling, men terroristerne spreder dem for at vise, at de er fuldstændige ligeglade med liv. Det er komplet, hamrende ligeglade med, hvordan de vil forsøge at udradere deres fjender, og igen og igen og igen understreger det, at deres stærkeste redskab er at sprede frygt. Altså frygt for at komme i hænderne på nogle, der er så kyniske og menneskefjendske, som noget overhovedet kan være,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Det blodige budskab er ifølge den tidligere PET-chef ikke så meget beregnet til rekruttering, men mere til at understrege målrettetheden.

»Det skal fastholde billedet af, at andre er deres undertrykkere. Det bliver en dem-og-os-opfattelse, hvor man er villig til at bruge alle til rådighed stående midler,« tilføjer Bonnichsen.

Samtidig vurderer han, at den hårde straf fra London ikke nødvendigvis ville have været lige så streng, hvis spredningen af de bloddryppende videoer var blevet behandlet ved en dansk domstol.

»Det er indiskutabelt, at der er forskel på strafferammerne i Danmark og England,« siger han.