Landsretten har taget hul på ankesag om, hvorvidt beboerne i Fredens Havn i København skal fjerne både.

Vest for fristaden Christiania i København ligger en slags flydende fristad - Fredens Havn. Det er hjem for Esben Banke, "Storken" og andre, som i mange år har fundet husly i nogle både her.

Men bådene i Erdkehlgraven, som området ved Fredens Havn hedder, må ifølge Kystdirektoratet ikke holde til her uden tilladelse, når de reelt fungerer som husbåde.

Derfor blev flere beboere i august i Københavns Byret idømt bøder på 5000-10.000 kroner for ikke at følge påbud om at fjerne deres både. De blev også pålagt at betale en bøde på 1000 kroner om måneden, så længe de ikke fjerner dem.

Striden er imidlertid nået til Østre Landsret, som tirsdag har taget hul på opgøret.

Her sidder Esben Banke, "Storken" og tre andre fra Fredens Havn fordelt på pladser i retten. De har her endnu en mulighed for at tale deres sag og håber på, at landsretten lader dem blive boende.

- Jeg er pensionist og bor derude. Hvis jeg bliver frataget det sted at bo, så har jeg nok ikke et sted at bo, siger en af beboerne, der kaldes "Storken".

Han har boet i havnen siden 2016, hvor han blev træt af at bo i sin bil.

Ifølge "Storken" har kommunen tilbudt ham plads på et natherberg, hvis han bliver smidt ud af havnen.

- Det er ikke et sted at sove. Du skal have alle dine ting nede i soveposen og sørge for, at den ikke bliver skåret op om natten, siger han.

Han kan også blevet skrevet op til en lejlighed, men det er ifølge ham heller ikke en mulighed. Så kan han måske få et sted i Brønshøj eller Husum om halvandet år, fortæller han. Og det er ikke en reel mulighed - også fordi han gerne vil bo med andre.

- Vi lever sammen og tager os af hinanden, siger han.

Striden om Fredens Havn har varet i mange år. Påbuddene til beboerne om at fjerne både, som retssagen handler om, går tilbage til 2019.

Men flere år forinden har der været forsøg på at fjerne bosættelserne, som blev startet af Esben Banke, der flyttede til området for omkring 14-15 år siden. Han er uddannet bådebygger og endte uden et sted at bo.

- Det er mit hjem, siger han om Fredens Havn.

Han har ligeledes fortalt, at han ikke fungerer i en lejlighed. Han fortæller, at han i havnen har lavet en flydende anordning, som kan opsamle skrald.

- Min intention var ikke at lave en skraldestation, men det opstod automatisk, siger han.

Advokat Jonas Christoffersen vil høre, om Fredens Havn er præget af vold, konflikter og misbrug.

- Jeg vil sige, at de ting, du beskriver, er noget, jeg oplever periodisk over hele byen. Det, der er særligt ved det her sted, er, at der er højt til loftet. Vi er nogle af dem, som er rigtigt gode til at løse konflikter, siger Esben Planke.

Opmærksomheden om havnen er endnu en gang øget, efter at TV 2 har sendt dokumentaren "Slaget om Fredens Havn", hvor man følger beboerne og deres kamp for at få lov til at blive.

Mens beboerne kæmper for at blive, er forsamlingen af både ikke et skønt syn, mener naboerne. En af dem er musiker Jørgen Olsen, som over for TV 2 har kaldt det "den værste øjebæ".

Sagen fortsætter onsdag. Dommen ventes afsagt om cirka to uger.

/ritzau/