En litauisk mand, der er uddannet som elektriker, satte igen og igen sin underskrift de rigtige steder, da 38 kommanditselskaber blev administreret fra en servicevirksomhed i København.

Han var direktør på papiret i de mange selskaber. Af samme grund har han de seneste tre år af politi og anklagemyndighed været beskyldt for medvirke til hvidvask af et enormt omfang.

Selskaberne, hvis ejere var rigmænd i Rusland, Ukraine og andre steder, håndterede mere end 29 milliarder kroner, alt sammen sorte penge, har politiet beregnet.

Onsdag afhøres den 56-årige mand i Københavns Byret. En tolk sidder ved hans side.

- Det var en bedre løn, end da jeg arbejdede som rengøringsmand, bemærker han, da han præsenteres for aflønningen.

Et år fik han 361.000 kroner, i andre var beløbet omkring 200.000 kroner. Jobbet indebar et par timers indsats hver uge, ligesom der af og til var rejser til for eksempel Rusland.

Specialanklager Lisette Jørgensen vil vide, om han på noget tidspunkt undrede sig over at få så høj en løn for så lille en arbejdsindsats?

- Det kan jeg ikke rigtigt kommentere, siger han og ryster på hovedet.

Manden, der er iført sort hættetrøje og beige bukser, er i det hele taget en herre af få ord. For det meste sidder han med armene over kors. Han nægter sig skyldig.

Ved du, hvorfor du skulle være direktør?

- Jeg fik at vide, at det var på grund af min opholdstilladelse og mit europæiske pas. Og så kunne jeg russisk, siger han.

Manden fik af sine arbejdsgivere i firmaet Cph Consulting, der senere skiftede navn til Dan Consulting, at vide, at de 38 selskaber havde brug for en nominel direktør, der kunne repræsentere dem i forhold til myndighederne.

Manden med de mange direktørtitler forsikrer, at han var 100 procent sikker på, at det var legalt, da han underskrev papirerne.

Tidligere under sagen har anklagerne hæftet sig ved, at ingen af selskaberne har hjemmesider, at ingen har spor af almindelig virksomhedsdrift, og at samtlige havde konti i Danske Banks filial i Estland.

I virkeligheden drejede arrangementet med kommanditselskaber med navne som Frisk Handel, Lukoje Trading og Under Elmene sig ifølge anklagemyndigheden om at sløre de store beløbs oprindelse, da de blev sendt videre i et stort kredsløb.

En enkelt gang eller to spurgte den 56-årige ind til noget konkret, kommer det frem under onsdagens afhøring. En faktura i et selskab handlede på papiret om en turbine.

- Jeg nævnte, det ville være fint at se den, men det blev opfattet som en joke på kontoret, siger han under afhøringen.

- Nej atter nej, lyder det fra den 56-årige, da han får spørgsmål om selskabernes aktiviteter. Om han havde adgang til deres konti? Om han skulle godkende betalingsoverførsler?

Afhøringen fortsætter onsdag eftermiddag. Også hans arbejdsgiver, en dansk-russisk kvinde, er tiltalt. Sagen blev indledt i september.

/ritzau/