En 31-årig kvinde blev natten til mandag fundet død i sit hjem i en lejlighed i Kolding.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen natten til mandag og rykkede massivt ud til området.

Her blev det hurtigt fastslået, at kvinden ikke var død af naturlige årsager, og sagen bliver nu efterforsket som et drab.

»De foreløbige undersøgelser på stedet viser, at den 31-årige ikke er død af naturlige årsager, og Sydøstjyllands Politi efterforsker nu dødsfaldet som et drab,« udtaler politiinspektør Jesper Bøjgaard fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer:

»Tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner er fortsat i gang med at foretage yderligere undersøgelser på og omkring findestedet.«

En 31-årig mand er anholdt og sigtet i sagen og mistænkes for at stå bag drabet på kvinden. De to har en relation til hinanden, oplyser politiet.

Kvindens pårørende er underrettet.

»Der vil blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå den endelige dødsårsag,« forklarer politiinspektør Jesper Bøjgaard:

»Det er ikke muligt at oplyse, hvornår resultatet af obduktionen foreligger, og det kan heller ikke på nuværende tidspunkt oplyses, om konklusionen vil kunne deles med offentligheden på dette stadie af sagen.«

Politiet understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er flere oplysninger i sagen, som man ønsker at dele med offentligheden.