Juleidyllen med gran og julelys på Kongens Nytorv i København blev lørdag aften pludselig forstyrret af blå blink i massive mængder.
Et gadeslagsmål mellem et par unge mænd foran det mondæne Hotel d'Angleterre fik flere andre til at blande sig, og derfor troede politiet i starten, at et masseslagsmål var i gang – muligvis med brug af knive.
»Det så voldsomt ud, og derfor lød de første meldinger til os også voldsomme. Men der viste sig blot at være tale om et par unge mænd, der havde indladt sig i slagsmål,« oplyser vagtchef Rasmus Nielsen fra Københavns Politi til B.T.
Urolighederne opstod omkring klokken 20.55 og nåede undervejs også at få deltagelse af en dørmand fra d'Angleterre, som forsøgte at dæmpe gemytterne, der fandt sted lige foran de spisende gæster i hotellets servering mod gaden.
Til presse-fotos.dk fortalte politiets vagtchef kort efter hændelsen, at der ikke havde været slag- eller stikvåben involveret.
»Hotel d’Angleterre har en fin videoovervågning, og derfra har vi kunnet konstatere, at der ikke har været nogle knive eller slagvåben. Det er i hvert fald den viden, jeg har på nuværende tidspunkt,« lød det fra vagtchefen.
Søndag formiddag oplyser Københavns Politi til B.T., at de to involverede kamphaner er blevet sigtet for gadeuorden.

