Natten til tirsdag, klokken 00.37, modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand og en kvinde skændtes højlydt på en adresse nær Grenaa.
Politiet ankom, og så udviklede dramaet sig yderligere.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 33-årige mand udviste en aggressiv adfærd over for betjentene, og trods flere anmodninger om at forlade stedet frivilligt, lykkedes det ikke politiet at få ham til at forlade adressen
Den 33-årige valgte kort derefter at gå frem mod politiet og skubbede den ene af betjentene i brystet, mens han slog en anden betjent i hovedet med et knytnæveslag.
Betjentene fik ham anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
Den betjent, der blev slået i hovedet, blev kørt på hospitalet til kontrol, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Den 33-årige mand blev løsladt efter endt afhøring. Han er sigtet for at have begået vold mod tjenestemand.
