Tirsdag aften står den på Sankt Hans bål og fællessang mange steder rundt omkring i landet.

Men man skal være varsom, for det kan hurtigt gå galt. Det har det gjort i Humlebæk i Nordsjælland.

Tæt på et naturområde gik det nemlig mildest talt ikke som planlagt, da der blev sat ild til en større bunke haveaffald. Det spredte sig nemlig med lynets hast og fik fat i omkringliggende træer.

Derfor er Nordsjællands Brandvæsen også til stede med i alt seks køretøjer.

»Det drejer sig som en stor bunke anlagt haveaffald på en privat grund,« siger pressekontakt i Nordsjællands Brandvæsen, Laura Lyng Munkø, til B.T.

Og da flammerne først var i gang, gik det stærkt.

»Det kom meget hurtigt ud af kontrol,« forklarer Laura Lyng Munkø, men tilføjer samtidig:

»Det kom også meget hurtigt under kontrol igen.« 

Om den store bunke knastørt haveaffald var lavet som et Sankt Hans bål, vides ikke.

Laura Lyng Munkø understreger dog, at brandvæsenets indsats på stedet snart er ovre, og at de inden længe vil rykke videre.