Storsvindleren gav toprocker forretningsråd fra fængslet.

Selv efter at Stein Bagger, tidligere direktør i IT Factory, i juni 2009 blev idømt syv år fængsel for bedrageri og dokumentfalsk, opretholdt han i al hemmelighed kontakten til sin tidligere bodyguard, den daværende toprocker i Hells Angels og nuværende fuldgyldigt medlem af Bandidos, Brian Sandberg.

Det står beskrevet i en ny bog om Brian Sandberg ’Exit Hells Angels’, der udkommer i morgen.

I 2010, kort efter dommen, blev Stein Bagger overflyttet til det åbne fængsel i Horserød i Nordsjælland, hvor han fik lov til at benytte en computer med internetforbindelse.

Herefter begyndte makkerparret Brian Sandberg og Stein Bagger dagligt at tale sammen via Skype, og ifølge bogen ’Exit Hells Angels’ begyndte Stein Bagger at give Brian Sandberg gode råd om forretninger.

Lånte penge ud

Toprockeren havde på det tidspunkt etableret et firma, hvor han sammen med en forretningspartner gav billån til mennesker, der havde opbrugt al kredit i banken. Renten lød på ikke mindre end 25 procent om året. Da ejerne blev ramt af myndighedernes kritiske blik, var Bagger klar med gode råd fra computeren i fængslet.

- Han forklarede, hvordan det var vigtigt at betale moms til tiden, at der skulle være fuldstændig rent trav, hvis man ville undgå myndighedernes opmærksomhed, siger Brian Sandberg i et interview med BT om udsagnene i bogen.

Det er ellers ikke altid lovlige forretninger, som Stein Bagger bliver forbundet med?

- Jeg tror sgu ikke, at han var ude i noget lyssky med de råd, som han gav. Han ville bare gerne hjælpe, lyder det fra Brian Sandberg.

Stein Bagger og Brian Sandberg havde gennem mange år kendt hinanden perifert gennem medlemskabet af fitness dk på Østerbro i København, og her havde Bagger fået sympati for den tatoverede rocker fra Slagelse. Og da Bagger tilbage i 2008, i forbindelse med ombygningen af et hovedsæde til IT Factory i Gentofte, ønskede gode råd om sikkerheden på byggepladsen, spurgte han Sandberg til råds. Brian Sandberg havde ifølge ham selv på daværende tidspunkt stor erfaring med sikkerhedsarbejde gennem Hells Angels. Aftalen blev, at Sandberg skulle finde vagterne til opgaven, og at han kunne tage sig godt betalt for ulejligheden.

Bodyguard i Frankrig

Efter ombygningen blev Brian Sandberg og hans nyoprettede vagtfirma hyret til at stå for Stein Baggers personlige sikkerhed på bl.a. ture til Frankrig. Her var det ikke unormalt, at Bagger og kæresten Anette Uttenthal flashede smykker og malerier til flere millioner kroner på deres båd i Sydfrankrig, og det havde fået Brian Sandberg til at advare Bagger om risikoen for røveri af de dyre ejendele.

Vagtopgaverne, der i perioder indbragte Brian Sandbergs vagtfirma mere end 260.000 kr. om måneden, fortsatte, indtil Stein Bagger forsvandt på en tur i Dubai i december 2008.

Men det var ikke kun Stein Bagger, der hjalp sin ven med forretningsråd. Brian Sandberg hjalp omvendt Bagger med noget, som Gucci-rockeren har en vis erfaring i: Fængselslivet, og hvordan det bedst gennemleves.

Gennem det meste af 2009, hvor Stein Bagger sad i et lukket fængsel uden forbindelse til omverdenen og med besøgsrestriktioner, var Stein Baggers ekskæreste, ejendomsmægleren Anette Uttenthal, budbringer med det ene brev efter det andet frem og tilbage mellem vennerne Bagger og Sandberg.

- Han havde jo aldrig siddet inde før, så jeg hjalp ham med, hvordan man skulle opføre sig uden at komme i problemer med medfanger. Alle vidste dengang, hvem han var, og der var måske nogen, der ville ryge på ham, fordi han blev sat i forbindelse med mig, så derfor hjalp jeg ham med, hvilke forholdsregler man skulle tage, siger Brian Sandberg og henviser til, at Stein Bagger i december 2008, kort efter at han havde meldt sig selv i USA, var blevet ramt i hovedet af en albue under en gårdtur i Vestre Fængsel.

- Det var en indvandrer, der gjorde det, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det skete, fordi han (Stein Bagger, red.) var sat i forbindelse med mig, siger Brian Sandberg, der, som chef for rockerhvalpene i AK81, i 2008 lå i krig med flere indvandrergrupperinger.

Efter Brian Sandberg i maj 2010 blev anholdt og sigtet for at have beordret to drabsforsøg, stoppede kontakten mellem storsvindleren Bagger og den narko- og voldsdømte Brian Sandberg.

- Men jeg vil helt sikkert invitere ham på frokost, når han engang kommer ud, siger Brian Sandberg.

Tog brevene med

Anette Uttenthal bekræfter i en sms til BT, at hun har fragtet breve for Brian Sandberg og andre af Stein Baggers venner til den tidligere direktør for IT Factory. Hun understreger dog, at hun hver gang afleverede brevene til SØK (bedre kendt som bagmandspolitiet), der gav brevene videre til Stein Bagger. Hun forklarer også, at hun kun mødtes med Brian Sandberg, når han ville aflevere breve til Stein Bagger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Stein Bagger.

Ville væk fra bandekrigen

Brian Sandberg bad om at være med i exti-program.

Kort efter at Brian Sandberg i august 2012 – frivilligt eller ufrivilligt – forlod Hells Angels, overvejede det mangeårige bandemedlem helt at forlade den kriminelle underverden.

Det beskrives i bogen ’Exit Hells Angels’, der udkommer i morgen.

Med udsigt til, at landsretten som minimum stadfæstede byretsdommen, der gav Brian Sandberg næsten 12 års fængsel for bl.a. at have beordret to drabsforsøg, var Sandberg i tvivl om, hvorvidt han skulle forlade det miljø, som han elsker så højt.

Derfor kontaktede Brian Sandberg – højst usædvanligt – Kriminalforsorgen for at høre om mulighederne for at blive indlemmet i dens exit-program. Ingen rød løber

Han ønskede også at få mere kontakt med sin dengang 13-årige søn Oliver, og han håbede desuden – med Kriminalforsorgens hjælp – at få lempeligere afsoningsforhold, så han kunne være mere sammen med sønnen.

Men et besøg fra den ansvarlige for exit-programmet chokerede den hærdede rocker. Ifølge bogen forklarede den kvindelige ansvarlige for exit-programmet, at der ikke blev rullet nogen rød løber ud, bare fordi Brian Sandberg ønskede hjælp, og at han først skulle vurderes egnet til exit af en psykolog.

- Jeg havde fået indtrykket af, at de ville blive glade for at få en stor fisk som mig ind i deres program, og så opførte hun sig sådan. Det forstår jeg ikke noget af, siger Brian Sandberg til BT.

I november 2012 omstødte landsretten højst uventet byrettens dom. Brian Sandbjerg blev her frikendt for at have beordret drabsforsøg. Det eneste, han blev kendt skyldig i, var et overfald ved Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Straffen havde han allerede afsonet under varetægtsfængslingen, og derfor blev han sat på fri fod.

Han erkender, at udfaldet af retssagen gjorde, at han i dag stadig er medlem af en rockerklub.

Brian Sandberg

Født i 1966 og mangeårigt medlem af Hells Angels.

Har flere fængselsdomme bag sig for bl.a. vold og narko. Blev i den store rockersag først dømt for at have beordret to drabsforsøg og et voldeligt overfald. I landsretten blev han dog kun dømt for det voldelige overfald.

Var med til at stifte AK 81.

Røg ud af Hells Angels i august 2012 og meldte sig kort efter ind i Bandidos, hvor han for kort tid siden blev fuldgyldigt medlem.

Stein Bagger

Født i 1967. Er fra fængslet lige nu i gang med en HD-uddannelse på CBS i København.

Var i flere år direktør for IT Factory, der lignede et selskab i stor fremdrift. I november 2008 forsvandt Stein Bagger dog under en forretningsrejse i Dubai, og kort tid efter kom det frem, at hele virksomheden byggede på en løgn og reelt var forgældet til op over ørerne.

Stein Bagger erkendte i december 2008 bedrageri og dokumentfalsk, og han blev i juni 2009 idømt syv års fængsel.