To mænd blev mandag anholdt og sigtet for indsmugling af tusindvis af opioider.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Den ene, en 46-årig mand fra Vejle, er sigtet for indsmugling af samlet 34.328 oxycontin-tabletter - primært fra Polen, mens den anden, en 20-årig mand fra Ærø, er sigtet for indsmugling af samlet 16.800 tabletter.

Anholdelserne af de to mistænkte fandt sted i henholdsvis Vejle og Svendborg med assistance fra Østjyllands Politi og Toldstyrelsen.

Der blev som en del af aktionen ved ransagning fundet et større pengebeløb i kontanter hos den 46-årige.