To personer kom lørdag til skade, da en storskærm væltede ved Marielyst Torv på Falster.

Det bekræfter Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi over for B.T.

»Vi får anmeldelsen klokken 16.09. Man har opsat en storskærm på torvet til at se noget håndbold. Og på grund af vinden er skærmen så væltet,« siger vagtchef Michael Skræddergaard og tilføjer, at skærmen har en vægt på omkring 200 kilo.

I faldet har skærmen ramt en kvinde på 54 år og en mand på 68 år, fortæller vagtchefen.

Politiet og ambulance ankom efterfølgende på torvet for at tage sig af de tilskadekomne.

Ingen kom dog alvorligt til skade. Manden slap med nogle mindre småskrammer på hænderne, mens kvinden formentlig har brækket anklen.

Michael Skræddergaard kalder umiddelbart hændelsen for 'et uheld som følge af vinden', og formentlig bliver der tale om noget erstatningsansvar på et senere tidspunkt.

Omstændighederne omkring den væltede storskærm bliver dog undersøgt. Det skal blandt andet klargøres, om skærmen var sat ordentligt op.

»Det må vi finde ud af,« tilføjer Michael Skræddergaard.