Generelt slap landet pænt fra seneste storm, der væltede træer og rev skilte ned. En kvinde mistede dog livet.

Det seneste døgns kraftige vinde over store dele af landet har primært medført mindre materielle skader.

Falck er siden torsdag aften rykket ud til 288 stormrelaterede skader.

- Det er typisk væltede træer eller facadeskilte, der hænger og dingler til fare for de forbipasserende, men generelt har det ikke været så voldsomt denne gang, siger pressemedarbejder Jeppe Ilkjær i Falck.

Hårdest har vindene været ved Nordjylland, der noterer sig for halvdelen af stormskaderne.

Yderligere 104 stormskader er registreret i resten af Jylland og på Fyn, mens der det seneste halvandet døgn "kun" er registreret 41 stormrelaterede skader på Sjælland.

I Limfjorden var vandstanden lørdag formiddag fortsat faretruende nær den kritiske grænse på 165 cm over det normale niveau, men vandet har også givet problemer i København.

- Ved Holmens Kanal har vi været ude at pumpe vand væk fra en række brønde langs kanalen, fordi vandstanden var ved at blive foruroligende høj, siger Jeppe Ilkjær.

At det ikke kun er materielle skader, stormen har på samvittigheden, fremgår blandt andet af en tragisk ulykke fra Thy.

Her omkom en 45-årig kvinde fredag eftermiddag, mens en teenage-pige blev alvorligt kvæstet i en ulykke på Åsvej ved Skjoldborg syd for Thisted.

Ulykken skete, da anhængeren på en lastbil blev blæst omkuld af den kraftige blæst.

- Lastbilen blev trukket med i faldet og væltede over i den modsatte kørebane, hvor en personbil kom kørende, fortalte vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even, kort efter ulykken.

Den 45-årige fører af personbilen blev dræbt på stedet.

Med hende i bilen var tre piger på omkring 16 år. Den ene blev alvorligt kvæstet bragt til sygehuset i Aalborg.

/ritzau/