To mænd på henholdsvis 23 og 43 år er tirsdag eftermiddag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i to uger for forsøg på grov vold med en kniv eller kødøkse mod en 33-årig afghansk mand i Padborg i nat.

De to anholdte er henholdsvis storebror og fætter til den myrdede Kamilla Hantusch, som 21. juli forsvandt i Padborg og 30. juli blev fundet dræbt ved Kliplev.

I drabssagen sidder en mand af afghansk oprindelse varetægtsfængslet, og meget taler for, at anholdelsen af de to familiemedlemmer efter politiets mening kan skyldes en form for selvtægt mod en bekendt af den fængslede i sagen.

Ifølge BTs oplysninger er den 33-årige forurettede både nær ven og kollega med den 24-årige mand, der er sigtet for manddrab på Kamilla Hantusch.

Grundlovsforhøret begyndte klokken 14, og kort efter begærede anklager Britt Ankersø dørene lukket af hensyn til efterforskningen. Begrundelsen er, at der mangler at blive afhørt vidner. Hun fik dommerens godkendelse til dørlukning.

Inden pressen og øvrige tilhørere blev bedt om at forlade retslokalet, blev sigtelsen mod de to familiemedlemmer til Kamilla Hantusch dog læst op.

Heraf fremgik det, at de to i fællesskab sent mandag aften kort før midnat opsøgte den 33-årige mand i en stuelejlighed på Dammen i Padborg.

Ifølge sigtelsen stak de tre-fire gange ud efter ham med en kniv eller kødøkse, dog uden at ramme. Der var tumult i lejligheden, men det lykkedes manden at flygte og alarmere politiet.

De to nære familiemedlemmer til den dræbte Kamilla Hantusch blev anholdt klokken 0.30 natten til tirsdag.

Begge de sigtede nægter sig skyldige i sigtelsen om forsøg på grov vold.

Ved grundlovsforhøret sad på tilhørerpladserne Karina Hantusch, tvillingsøster til dræbte Kamilla og lillesøster til den 23-årige nu varetægtsfængslede mand, S.

- Jeg håber virkelig, de bliver løsladt, for vi har jo begravelse på torsdag. Det er planlagt, at S. skal være med med til at bære kisten. Det er forfærdeligt, hvis han nu ikke kan være med til det, og T. (den 43-årige varetægtsfængslede fætter til Kamilla, red.) heller ikke kan komme, sagde Karina Hantusch, mens hun stod udenfor retten med rystende hænder og røg en cigaret, efter hun og de øvrige tilhørere samt pressen var blevet vist ud af retslokalet.

Selv om de to mænd nu skal sidde varetægtsfængslet i to uger, tyder det dog på, at de alligevel får lov at deltage i begravelsen af Kamilla Hantusch fra Bov Kirke på torsdag.

Det antydede anklager Britt Ankersø i al fald efter grundlovsforhøret.

Det vil i givet fald være op til Syd- og Sønderjyllands Politi at vurdere, om det kan sørge for sikkerheden omkring de to varetægtsarrestanter, hvis de får lov at sige et sidste farvel til deres henholdsvis lillesøster og kusine.