Tidligt lørdag morgen måtte både politiet og beredskabet sætte kurs mod en stråtækt villa i Haarby, der ligger på Sydfyn.

Fra villaen stod nemlig enorme flammer.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen til B.T.

»Vi modtog en anmeldelse klokken 04:20 om en brand i en ubeboet ejendom. Da vi ankom var det tydeligt, at der var tale om en meget kraftig brand,« siger Torben Jakobsen.

Store flammer står fra en villa i Haarby. Foto: Presse-fotos.dk.
Store flammer står fra en villa i Haarby. Foto: Presse-fotos.dk.
Vis mere

Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsag til branden, men kan oplyse, at slukningsarbejdet netop er blevet afsluttet.

»Vi er stadig til stede og afspærrer området. Og senere på dagen vil vi så foretage undersøgelser for at afgøre, hvor og hvorfor branden er opstået,« siger vagtchefen.

Ifølge politiets oplysninger er ejendommen ubeboet, og der er derfor ingen tilskadekomne i forbindelse med branden. Politiet har ingen oplysninger om, hvem der skulle have anmeldt branden.

Selvom branden nu er slukket, så er der ikke meget villa tilbage på grunden, da branden har nået at tage det meste af bygningen med sig.