Der er ingen tvivl om, at Store A ikke er et af Allahs bedste børn. Men ved første øjekast ligner han ikke umiddelbart den gangsterkonge, der har været i politiets søgelys i årevis.

KLIK DIG VIDERE OG LÆS OM DE MANGE SKUD- OG VOLDSEPISODER PÅ BLÅGÅRDS PLADS

Han er dansk født, men af marokkansk afstamning og er sigtet i en yderst sjælden sag, der ikke kender sin lige i nyere dansk retshistorie: Planlægning af fem-dobbelt lejemord.

I Københavns Byret fremstod han afslappet med kort, nyklippet, sort hår og klædt i diskret street wear. Han smilede og var høflig og veltalende. Men det er den samme mand, som politiet betragter som hårdkogt gangster i det kriminelle bandemiljø, og som justitsminister Brian Mikkelsen nærmest har gjort eneansvarlig for bandekonflikten på indvandrerside.

Én kriminel familie

- Det, vi kalder Blågårds Plads-banden, er jo dybest set bare én familie. Hvor storebroderen er i fængsel i øjeblikket, og lillebroderen driver den kriminelle virksomhed imens, sagde Mikkelsen tidligere på året.

Men den udtalelse holder ikke 100 pct. vand. Lillebroderen er nemlig aldrig dømt for alvorlig kriminalitet, og i retten fremgik det, at Store A har været på kant med sin nærmeste familie - og særligt faderen - i en årrække.

- Jeg blev tvunget af min far til at gifte mig med en marokkansk pige, da jeg var 17-18 år. Men jeg kunne ikke klare det, og på min bryllupsnat stak jeg af fra det hele. Derfor har jeg været uven med familien i mange år, fortalte Store A, der også fortalte, at lillebroderen blev tvangsfjernet fra familien og har været i plejefamilie.

Ti søskende

De to brødre har ti søskende og er begge født på Nørrebro i København af fattige marokkanske forældre, der kom til Danmark med drømmen om et bedre liv. Faderen har bl.a. haft forskelligt rengøringsarbejde 'og andre usle job', som en af B.T.s kilder omkring Blågårds-miljøet fortæller.

Det skulle især være gået lillebroderen på at se faderen gå og samle de hvides skrald op, fortæller kilden.

Dominerende figur

Drømmen om et bedre liv er i hvert fald aldrig gået i opfyldelse for Store A, og i hvert fald siden slutningen af 90erne har han ifølge politiet og en række af B.T.s kilder været en dominerende figur i det kriminelle indvandrermiljø i området ved Blågårds Plads på Nørrebro.

Her blev han i 1999 idømt mere end tre års fængsel for trusler, vold og røveri, og i 2002 fik han to års fængsel for at have distribueret 188 kilo hash til en række hashklubber i København og omegn.

Foruden anklagen om planlægning af de fem lejemord er Store A også anklaget for grov vold, trusler og afpresning. Bl.a. en sag, hvor han angiveligt skulle have tilføjet en »skyldner« to gange ti centimeter lange snitsår i ansigtet, der måtte syes med 17 sting, da offeret søgte hjælp på nærmeste skadestue.

Kom til at tale over sig

Der var imidlertid langt til en erkendelse af de mange bande-relaterede anklager, da Store A fortalte, at han ikke vidste, hvad en bande er.

- Vi er nogle stykker, der mødes omkring Blågårds Plads. Vi spiller fodbold i Korsgadehallen, drikker kaffe og spiller poker, sagde den 35-årige, men måtte dog på et tidspunkt erkende, at man nok roligt kunne regne med, at det ikke er alt, han beskæftiger sig med, der er 100 pct. lovligt, som han kom til at sige under forsvarerens udspørgen.

Imidlertid nægtede Store A pure at have bestilt de fem lejemord mod navngivne rivaler og tidligere venner, som anklageren mener, to polske kriminelle fik 100.000 kr. for at udføre. Drabene blev ifølge anklagen aldrig udført, da der opstod uenighed om betalingen.

Svinet til ude i byen

- Jeg var rystet, da jeg så politiets anklageskrift, sagde den 35-årige, der var noget undvigende angående sin relation til de navngivne ofre for lejemordene. Han måtte dog erkende, at han ikke havde det bedste forhold til i hvert fald to af personerne.

- Han havde svinet mig til ude i byen, og jeg synes, han er en idiot, sagde han om det ene påståede offer, mens han fortalte, at han var uven med et andet af de påståede ofre for de planlagte lejemord 'over noget økonomi', som den anklagede udtrykte det.

KLIK DIG VIDERE OG LÆS OM DE MANGE SKUD- OG VOLDSEPISODER PÅ BLÅGÅRDS PLADS