Bandeleder og jiadkriger Aberozzak Benerabe - bedre kendt som Store A - blev i weekenden fængslet for røveri og vold. 

Store A er kendt som en af de toneangivende personer i det kriminelle miljø omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Han blev for alvor landskendt i september, da programmet 'Store A - fra bandeleder til jihad' blev vist på DR.
 
Programmet fulgte Abderozzak Benerabes rejse til Syrien, hvor han for en tid sluttede sig til oprørernes kamp mod Assad-styret. Store A fortalte i programmet, at han havde fundet Allah og var færdig med kriminalitet, men ikke desto mindre blev han hurtigt rodet ud i ny kriminalitet.

I månedsvis har Abderozzak Benerabe været efterlyst af politiet for et overfald og røveri begået mod en 20-årig kvinde 23. maj på Blegdamsvej på Nørrebro.

I weekenden blev han fremstillet i et grundlovsforhør og derefter varetægtsfængslet i 16 dage. Abderozzak Benarabe er sigtet for legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, hvilket straffes med fængsel i indtil 6 år. Han er desuden sigtet for at have frarøvet kvinden hendes mobiltelefon.

Ifølge sigtelsen slog han hende på højre side af ansigtet, hvorefter han råbte: Giv mig din telefon. Efterfølgende tildelte han kvinden to cirkelspark i hovedet, så hun faldt til jorden, hvorefter han sparkede og trampede hende 10-15 gange på kroppen og i ansigtet.

Det har tidligere forlydt, at Store A. har haft en form for forhold til kvinden, men ifølge Ekstra Bladet der var til stede ved grundlovsforhøret, hævder Store A at kvinden har forfulgt ham gennem længere tid. På et tidspunkt fik Store A nok og aftalte et møde med kvinden:

- Jeg var vred, og vi skændtes. Jeg gav hende flad, og så spyttede hun mig i ansigtet. Her slog det klik for mig, fortalte han i grundlovsforhøret ifølge Ekstra Bladet.

Siden overfaldet har Store A opholdt sig i Spanien, Grækenland og i Marokko, hvorfra hans familie oprindeligt stammer.

- Jeg gad ikke bruge min sommer i Politigårdens Fængsel, forklarede han ifølge Ekstra Bladet.

 Det var et tilfælde der gjorde, at politiet fik anholdt Store A i Næstved på Sydsjælland.

- En betjent genkendte ham på gaden, hvor han gik sammen med en anden, siger politikommisær Steffen Thaaning Steffensen til BT.

Abderozzak Benerabe er storebror til Abdessamade Haggi Benerabe, der er kendt som Lille A.