Politiet udvider nu sigtelsen mod Peter Madsen, så han også sigtes for at have krænket Kim Wall seksuelt.

Københavns Politi valgte mandag at udvide sigtelsen mod Peter Madsen, så den også omfatter 'anden kønslig omgang end samleje' under særlig skærpende omstændigheder efter straffelovens § 225. Baggrunden for udvidelsen er de 14 stiklæssioner, som Kim Walls lig blev påført i og omkring kønsdelene omkring eller umiddelbart efter dødens indtræden.

Politiet har desuden genafhørt Peter Madsen, som nu har ændret sin forklaring. Han siger nu, at Kim Wall døde som følge af en kulilteforgiftning i ubåden, mens han selv var på ubådens dæk. Tidligere har han forklaret, at Kim Wall fik kraniebrud og døde som følge af, at hun fik en 70 kilo tung ubådsluge i hovedet, men den efterfølgende obduktionsrapport har ikke påvist skader på kraniet.

Læs mere: Peter Madsens ven efter fund af hoved: 'Hvem er det egentlig, jeg har kendt?'

Endvidere har Peter Madsen erkendt, at det var ham, der efterfølgende har gennemført parteringen af liget og siden har smidt alle ligdelene i Køge Bugt. Tidligere har han sagt, at han 'begravede hende til søs'.

»Denne forklaring giver naturligvis anledning til, at politiet indhenter diverse supplerende erklæringer fra såvel retsmedicinerne, såvel som forsvarets ubådseksperter,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen i pressemeddelelsen fra Københavns Politi.

De seneste 14 dage har Forsvarets dykkere ledt i Køge Bugt i håb om at finde Kim Walls arme og de mobiltelefoner, som fortsat mangler. Peter Madsen har tidligere fortalt i retten, at han har smidt sin egen telefon over bord, men at han ikke ved, hvad der er sket med Kim Walls telefon.

Læs mere: Kim Walls lig havde stik i bryst og underliv: Peter Madsen skal forblive fængslet i fire uger

Allerede nu er der afsat dage i april til selve retssagen, fordi politiet betragter sagen som færdigefterforsket.

»Der vil naturligvis stadig være relevante oplysninger der skal færdigefterforskes, men sagen er på de store linjer ved at være klar. Derfor overgår den nu til en præsentationsfase, og jeg forventer at der bliver taget stilling til tiltalespørgsmålet inden årsskiftet,« siger specialanklager Jakob Buch-Jepsen fra Københavns Politi.

Sagen er berammet som en nævningesag i Københavns Byret til at løbe over otte retsdage: 8. marts, 23. marts, 26. marts, 27. marts, 28. marts, 5. april, 23. samt 25. april 2018.

Opdateres...