Hvis du bor i nordjyske Frederikshavn, har du den seneste time hørt en masse udrykning.

Der er nemlig brand i intet mindre end 50 skrotbiler på adressen Nordre Kaj 47 A.

Det skriver Nordjyllands Beredskab.

'Hele station Frederikshavn er kaldt med ekstra sprøjte, tankvogne og stige', skriver beredskabet på Twitter.

Nordjyllands Politi oplyser til B.T., at de er til stede med en indsatsleder og en patrulje.

Der er tale om skrotbiler, som stod stablet oven på hinanden på en havnekaj.

»Brandårsagen, den kender vi ikke endnu. Brandvæsenet, der er til stede, siger også, at der ikke er risiko for spredning,« siger vagtchef René Kortegaard.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

»Og det gode er, at vinden er i den rigtige retning, så røgen driver ud over havet,« tilføjer vagtchefen.

Politiet kan ikke sige noget nærmere om tidshorisonten på nuværende tidspunkt.

B.T. følger sagen.