Efter retssager har Danmark fået en tredjedel af de i alt 12,7 milliarder kroner fra udbyttesagen i kassen.
Indtil nu har en række dyre retssager om udbytteskat rundt om i verden skaffet 3,8 milliarder kroner tilbage til statskassen.
Desuden er der udsigt til yderligere et stort beløb efter en afgørelse, som en domstol i New York traf for nylig. Her blev det danske skattevæsen tilkendt en milliard kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen torsdag efter det markante nederlag i erstatningssagen mod den britiske finansmand Sanjay Shah og andre sagsøgte.
Her var det samlede krav cirka 12,7 milliarder kroner mod i alt 21 personer og 34 selskaber.
Heraf var Shah og hans selskaber sagsøgt for omkring ni milliarder kroner.
12,7 milliarder kroner er i øvrigt netop det samlede tab, som statskassen led, da skattevæsenet fra 2012 til 2015 efterkom angiveligt uberettigede anmodninger om refusion af udbytteskat.
Ansøgerne hævdede at besidde aktier, som muliggjorde refusion, men dette var svindel, har de danske myndigheder sagt.
Denne vurdering har Retten i Glostrup i øvrigt også skrevet under på i flere straffesager mod blandt andre Sanjay Shah.
Skattestyrelsen har straks torsdag taget skridt til at forsøge at anke dommen i London, men processen koster, bekræfter fagdirektør Kim Tolstrup i pressemeddelelsen.
Danmark skal betale sagsomkostninger til de sejrende modparter i retssagen, men det præcise beløb er ikke afgjort endnu. Retssagen har strakt sig over 108 retsmøder, oplyser High Court.
Skattestyrelsen har allerede budgetteret med de ekstra omkostninger, der er forbundet med en anke.
- Derfor har vi også allerede taget skridt til at anke dommen, ligesom vi i alle andre landespor arbejder ufortrødent videre med at få så mange penge tilbage til Danmark som muligt, udtaler han.
I High Court slår dommeren fast, at det danske skattevæsen ikke blev vildledt til at udbetale refusion af udbytteskat på grund af fejlagtige ansøgninger.
Myndighedernes kontrol med at vurdere ansøgninger og betale refusion var så spinkel, at den nærmest var ikke-eksisterende. Det blev udnyttet. Men det var ikke de påståede urigtige oplysninger, som fik skattevæsenet til at foretage udbetalingerne, hedder det i dommen.
Flere end 4.000 anmodninger om refusion af udbytteskat er blevet vurderet i den britiske sag.
Ingen af anmodningerne opfyldte kravene i dansk skatteret, og det betyder, at skattevæsenet kunne have undladt at betale, lyder konklusionen fra dommer Andrew Baker.
/ritzau/