Tre børn er tirsdag eftermiddag fløjet til Rigshospitalet efter en stor redningsaktion ved stranden i Hornbæk.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for B.T.

»De tre børn har været ude at bade, og på et tidspunkt bliver de taget af strømmen. Der er blevet ydet førstehjælp på alle tre børn, og ved ene af dem er der blevet ydet hjerte- og lungeredning,« siger Camilla Priegel, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Ifølge Ritzau kom et af børnene selv i land, mens en livredder fik de to andre børn i land.

Der er tale om tre brødre på henholdsvis seks, otte og 11 år.

Politiet kan ikke kan sige noget om børnenes tilstand på nuværende tidspunkt.

De pårørende til børnene var på stranden, da ulykken skete.

Ifølge B.T.s medarbejder på stedet har der været flere ambulancer og en lægehelikopter samt en af Forsvarets redningshelikoptere til stede under redningsaktionen.

Nordsjællands Politi modtog meldingen om ulykken klokken 15.34

Til TV 2 Lorry fortæller cheflivredder John Mogensen fra Livreddertjenesten i Nordsjælland, at de tre brødre blev fanget af et såkaldt hestehul – også kendt som et revlehul:

»Det er de her forbandede hestehuller, der er ved molen ved Hornbæk Havn. Det ser ikke farligt ud, men det går så uendeligt hurtigt, når man bliver taget af strømmen. Det er, som om du træder ud i en flod, du ikke kan se.«

Politiet har lige nu ikke yderligere oplysninger.