Fra onsdag vil politiet indføre landsdækkende kontrol på de danske veje.

16. juni indleder alle landets 12 politikredse nemlig spirituskontroller i trafikken. Det oplyser Rigspolitet i en pressemeddelelse.

»Spirituskørsel er uacceptabelt og er noget, som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre,« siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Kontrollerne vil variere fra kreds til kreds, men vil fokusere på typiske sommerrangementer som strand-, vej- og EM-fester. Der vil også blive gennemført kontrol om søndagen for at tjekke, om bilisterne, der kører dagen efter, de har indtaget alkohol, stadig er påvirkede.

Baggrunden for den omfattende kontrol er ganske enkelt, at spirituskørsel fortsat er et stort problem på de danske landeveje. 165 personer mistede livet i trafikken i perioden 2015 til 2019, og hver femte dødsulykke involverer en spirituspåvirket.

I juni og juli sidste år sigtede man 1.227 bilister for spritkørsel. Det er flere end i julefrokostmånederne november og december og en årsag til, hvorfor kontrollen foretages netop nu.

»Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget personen har drukket,« siger Christian Berthelsen.

Politiets spirituskontrol fortsætter indtil 1. august.