Trusler og skud fra et våben fik lørdag en 28-årig nordjyde til at frygte for sit liv.

Han slog alarm til politiet, fordi han var blevet truet med en genstand. Derudover hørte han også flere smæld og troede derfor, at han blev beskudt.

Det fik politiet til at rykke massivt ud til bydelen Vejgaard i Aalborg.

Et større område blev afspærret omkring to parkeringspladser ved Sonjavej, og i begyndelsen lød meldingen blot, at man efterforskede et muligt skyderi.

Dagen derpå oplyser politiet, at våbnet viste sig at være en form for strømpistol, som er ulovlig.

»Vi afhørte en 28-årig mand, som anmelder, at han har været udsat for trusler. Han oplyste, at en mand havde truet ham med en genstand i hånden. Det afgav nogle høje lyde,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, til B.T.

Senere lørdag anholdt politiet en 20-årig mand, som blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

De to mænd har en relation til hinanden, men politiet ønsker ikke at komme nærmere ind på hvilken.

Det er også på nuværende tidspunkt uvist, hvad der ligger til grund for den unge mands trusler.

»Det kan jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg kan kun sige, at de har kendskab til hinanden, og at der er noget i den relation, der gør, at de er uenige om noget,« siger vagtchefen.

Efter endt afhøring blev han løsladt igen, og politiet skal nu efterforske sagen nærmere.