OPDATERING: Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at den 61-årige mand er blevet sigtet for at have udsat en kvinde for vold. Han havde forud for anholdelsen pådraget sig skader.
En 61-årig mand er kort efter klokken ni onsdag blevet anholdt i Vendersgade i Fredericia, efter at politiet har været til stede i gaden i mere end 12 timer.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Baggrunden for indsatsen og den efterfølgende anholdelse var, at Sydøstjyllands Politi tirsdag klokken 18.37 modtog en anmeldelse om vold.
Finn Ellesgaard Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, siger:
»Vi arbejder stadig i Vendersgade og vil være der noget tid endnu, men der er ingen fare ved at opholde sig i området. Beboerne i området kan igen bevæge sig ud af deres bolig. Vi anmoder stadig folk om at respektere vores anvisninger på stedet,«
Det skal nu vurderes, om der er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør.
