Politiet var lørdag aften til stede ved en adresse i Roskilde, hvor en større aktion pågik.

Ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi var der tale om en mand, der nægtede at lade sig anholde og som har fremført trusler på livet rettet mod en tredjepart. Aktionen startede klokken 17 og varede i omkring tre og en halv time, hvorefter manden blev anholdt.

»Vi forsøger os med dialogens vej, i stedet for at tage folk med magt,« siger vagtchefen.

Der er et større opbud af tungt bevæbnet politi, også en indtrængningsleder er på stedet.

Man har også valgt at køre to ambulancer ud til stedet i tilfælde af, at de skulle blive nødvendige.

Vagtchefen oplyser, at der ikke er nogen umiddelbar fare for borgere i nærheden.

Politiet opfordrer nysgerrige borgere til at bruge deres lørdag aften på andet end at kigge på politiet arbejde.

»Der er adskillige borgere, der står og kigger på politiets arbejde. Vi vil gerne opfordre alle til at gå fra stedet for at give de implicerede parter arbejdsro,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi på X.

Opdateres …