Torsdag eftermiddag er en politiaktion i gang i Mindelunden ved Fredericia.

Det bekræfter vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup.

Han fortæller dog, at han ikke kan oplyse mere på nuværende tidspunkt.

Til Fredericia Dagblad oplyser vagtchefen, at politiaktionen har forbindelse til visitationszoner, der er blevet indført flere steder i Fredericia, efter skuddrabet på en 24-årig mand mandag.

Drabet skete i Korskærparken i Fredericia, hvor manden kort efter klokken 14 blev dræbt af skud i brystet.

Efter drabet har 11 personer været anholdt. Alle er dog sidenhen blevet løsladt.

Tirsdag var Sydøstjyllands Politi ude og efterlyse en mand på en sort scooter, som de har slået fast er gerningsmanden.

Drabet har fået politiet til at frygte, at flere voldelige opgør kan være under opsejling i Fredericia.

Politiet oplyste nemlig tirsdag i en pressemeddelelse, at offeret var 'en del af en gruppe af unge mænd med anden etnisk oprindelse, der er bosiddende i Korskærparken.'

'Denne hændelse i Korskærparken og igangværende konflikter betyder, at politiet vurderer, at der er risiko for yderligere alvorlige voldelige opgør i områderne,' skrev politiet i pressemeddelelsen.

Med den begrundelse blev der tirsdag oprettet to visitationszoner i byen.

Opdateres...