Nordsjællands Politi leder i øjeblikket efter gerningsmænd, der har udsat en 36-årig mand for vold og trusler.
Det sker efter et hjemmerøveri på Teglværksvej i Birkerød.
Her er en 36-årig mand blevet udsat for vold og truet til at udlevere sine bilnøgler, telefon og penge af fire fremmede personer.
»Gerningsmændene kører fra stedet i mandens bil og bliver spottet af Københavns Politi ved Emdrup Station,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Michael Dalby.
I det øjeblik, politiet spotter bilen, undslipper gerningsmændene til fods. Flere patruljer kørte til stedet for at lede efter de undløbne personer, men de blev ikke fundet og er derfor fortsat på fri fod tirsdag formiddag.
Den forurettede er kommet lettere til skade, oplyser politiet.
Af hensyn til den nuværende efterforskning, kan politiet ikke oplyse nærmere. Samtidig kan de heller ikke oplyse, om gerningsmændene har en relation til den forurettede.
Nordsjællands Politi vil gerne høre fra borgere, som har set noget mistænkeligt omkring gerningsstedet før, under eller efter gerningstidspunktet eller i øvrigt har oplysninger til sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.