Særlig Efterforskning Vest slog onsdag til i en større koordineret aktion.

Det skriver Politiet i en pressemeddelelse.

Her blev 11 mænd og to kvinder anholdt. De sigtes i en sag om dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler.

Under aktionen blev en lang række adresser ransaget, blandt andet et tilholdssted for rockere. Her blev der beslaglagt store mængder doping, narkotika, kontanter, biler og tyvekoster.

Politiinspektør Carit Andersen fortæller til B.T., at det har været en længere efterforskning, hvor sagen går på tværs af flere politikredse.

Onsdagens meget omfattende indsats på Fyn og Sjælland skete i samspil med Fyns Politi – og i samarbejde med Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Særlig Efterforskning Øst, Toldstyrelsen og Skattestyrelsen.

Blandt de anholdte er en 39-årig mand, som efter politiets opfattelse har en ledende rolle i en rockergruppering.

»Der er tale om organiseret kriminalitet, der både omhandler omfattende dopingsalg, narko, tyverier og svindel med coronamidler over en længere periode. Vi vurderer, at den 39-årige, som er blandt de anholdte, har haft en styrende rolle i det kriminelle netværk. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er et resultat af længere tids målrettet efterforskning.«

Det udtaler politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Carit Andersen i Politiets pressemeddelelse.

Seks af de anholdte fremstilles torsdag kl. 10.30 i Retten i Svendborg.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Særlig Efterforskning Vest ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.

Politiet ønsker heller ikke at kommentere yderligere på sagen på nuværende tidspunkt:

»Det er alt, hvad vi kan sige lige nu,« siger Carit Andersen.