Flere alarmopkald betyder, at Københavns Vestegns Politi rykkede talstærkt ud til et boligområde i Ishøj.

Flere mener at have set et større slagsmål, hvor der var våben indblandet, og derfor har politiet taget henvendelserne meget seriøst.

Det fortæller vagtchef Thomas Mejborn til BT.

Politiet har således været massivt til stede og var blandt andet bevæbnet med automatgeværer.

»Vi fik en anmeldelse klokken 20.18 om, at der var et slagsmål med knive og slagvåben. Der var også set en pistol, og det er klart, at når vi får flere enslydende anmeldelser om den slags, så tager vi det meget alvorligt.«

Men da ordensmagten nåede ud til Vejlegården sydvest for København, var der intet slagsmål at se nogen steder.

»I stedet finder vi en tom, efterladt bil, der har været udsat for hærværk. Og så finder vi fire unge mænd, som siger, at de uforvarende er blevet overfaldet, men der er ikke sket dem noget fysisk,« siger Thomas Mejborn.

Politiet har derfor rømmet området igen.

»Det sker faktisk ofte, at folk ser noget, som viser sig at være noget andet,« siger vagtchefen og fortæller, at der hverken er fundet slag- eller skydevåben i boligområdet.

Ingen er blevet anholdt ved aktionen.