Dommer i Retten i Holbæk har straffet mand fra Amager med fængsel i ti år.

Retten i Holbæk har fredag straffet en mand fra Amager med fængsel i ti år, fordi han i foråret håndterede mange kilo amfetamin foruden nogle kilo ecstasy.

Den 40-årige har tilstået forbrydelsen, og derfor har han fået en vis nedsættelse i straffen, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

68 kilo amfetamin blev kørt rundt til forskellige adresser på Sjælland. Først blev de hentet på en parkeringsplads på Østre Ringvej ved Ringsted, hvorefter narkoen blev kørt til den nu dømtes hjem i Tårnby.

Efter en mellemlanding ved Svallerup Kirke nær Kalundborg blev hovedparten af de ulovlige stoffer gemt i en fryser og køleskab i en lade.

Den nu dømte, Peter Ladewig Petersen, blev stoppet af politiet på Kalundborgmotorvejen ved afkørslen til Tølløse en aften i april i en Mazda med flere kilo amfetamin og med fem kilo ecstasy.

Sagen er en del af noget større, oplyser NSK. Fire mænd mistænkes for at have udgjort et netværk, som har håndteret blandt andet godt et kvart ton amfetamin.

/ritzau/