Var det et impulsivt forsøg på banale drengestrenger, der lå bag, da ukendte gerningsmænd i august klippede kabler over på Metro Cityringens nye stationer i København? Eller var det velovervejet og nøje planlagt sabotage?

Københavns Politi har indrømmet, at de er på bar bund i sagen, så i skrivende stund må svaret på ovenstående stå hen i det uvisse.

Sigurd Nissen-Petersen, vicedirektør i Copenhagen Metro Team, som er hovedentreprenør for metrobyggeriet, kender heller ikke svaret, men han afviser bestemt ikke, at det kan ligge i den sidste mulighed.

»Det er forståeligt, at nogen tænker sådan, men man kan spekulere rigtig meget. Vi lader politiet foretage deres efterforskning, og så må vi se, hvad de finder frem til,« siger han.

Noget af det, der især sætter spekulationerne om sabotage i gang, er for det første, at der ikke bare er tale om hærværk på en enkelt metrostation, men på samtlige stationer, ifølge TV 2 Lorrys oplysninger.

Derudover udtaler Anne-Grethe Foss, direktør i Metroselskabet, til Ingeniøren, at de ødelagte kabler og sikringer ikke var dyre ting, men snarere ting, som er afgørende for, at stationerne fungerer.

Dette bekræfter Copenhagen Metro Teams vicedirektør, Sigurd Nissen-Petersen.

»Materialerne koster ikke alverden at erstatte, men igen... Man kan spekulere rigtig meget over, hvad det så betyder, men lige nu kan vi altså bare konstatere, at hærværket er sket.«

Sigurd Nissen-Petersen fortæller endvidere, at de pågældende kabler har været tilgængelige, fordi de såkaldte teknikrum står åbne under byggeriet.

Rummene vil blive aflåst, når Cityringen åbner den 29. september, og indtil da vil der – i kølvandet på hændelsen – være indsat ekstra vagter på stationerne.

Ifølge Sigurd Nissen-Petersen har Cityringen tidligere været udsat for hærværk, men ikke i nærheden af det, der skete i august.

»Det har været episoder med meget begrænset hærværk. Småting. Slet ikke noget af den her karakter.«