Et slagsmål mellem en større gruppe personer er sket mandag aften på Brønderslev Station, hvor politiet nu leder efter gerningsmænd.

Politiet efterforsker, hvad man formoder at være et slagsmål mellem 6-7 personer, hvor en kniv har været involveret.

»Vi leder i området og har fundet fire, hvoraf den ene har overfladiske skrammer på hagen efter en kniv. Vi leder stadig efter de skyldige,« siger Karsten Højrup Kristensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi til B.T.

Politikredsen får besked om slagsmålet fra vidner på banegården klokken 19.22.

Da politiet ankommer på stationen er slagsmålet ovre, og derfor er politikredsen nu til stede i området omkring Brønderslev Station, hvor de leder efter dem, der har været i slagsmål.

Ingen er indtil videre anholdt i sagen, oplyser vagtchefen.

»Hvad det handler om, og hvad der er sket, ved vi ikke. Vi mener ikke, at det er rock- eller banderelateret.«

Slagsmålet lammede togtrafikken på stationen mellem en halv time til tre kvarterer. Den er nu åben igen.