Stor forvirring efter voldsepisode: Meldt død i svenske medier
Offeret er ifølge anklager i sagen ikke erklæret død, men har livstruende skader.

Offeret er ifølge anklager i sagen ikke erklæret død, men har livstruende skader.

Hvad der skullet have været en hyggelig fodboldfest med øl og godt humør på Islands Brygge i København, endte tragisk for en svensk fan tirsdag aften.
I massevis var glade fodboldfans samlet for at se kampen mellem Norge og Elfensbenskysten forud for kampen mellem Sverige og Frankrig.
Men arrangementet blev pludseligt afbrudt af en voldsepisode, hvor en 32-årig svensk mand blev overfaldet.
Københavns Politi kunne senere oplyse, at en 32-årig svensk mand var kommet »alvorligt til skade« efter hændelsen.
Fire dage efter holder politikredsen fortsat kortene tæt ind til kroppen omkring den 32-årige svenskers tilstand.
Under grundlovsforhøret fredag kom det frem, at offeret ikke er erklæret død, men har livstruende skader.
Offeret er tidligere på ugen overgået til organdonation.

På sociale medier florerer der opslag fra mandens familie, der i nærmere detaljer beskriver den 32-årige svenskers tilstand.
Manden bliver i svenske medier som Aftonbladet, Expressen og TV4 beskrevet som afgået ved døden.
Politiet i Danmark vil dog ikke bekræfte, at svenskeren er død af sine kvæstelser.
Ifølge opslag fra sociale medier fra familien fremgår det, at den 32-årige svensker er familiefar, gift og har to små børn - og til dagligt arbejder som politibetjent.
Den svenske fans hustru kunne i opslaget fortælle, at han var taget til København for at se kampen mellem Sverige og Frankrig med en ven, der blev spillet efter Norges kamp mod Elfenbenskysten. En kamp han aldrig nåede at se færdig.
Til B.T. kan svensk Politiregion Øst oplyse, at Eksjö Politistation fredag morgen har afholdt en mindeceremoni for en afdød kollega.
»En af vores kollegaer er gået bort, og vi ved, at det ikke var linket til hans virke som politibetjent. Vi har haft en mindehøjtidelighed, og vi vil ikke gå i nærmere detaljer af respekt for vores kollega og hans tætte familie,« lyder det fra Martina Gradian, der er presseansvarlig i politikredsen.
Hun kan ikke komme kollegaens tilstand eller situationen nærmere, men henviser til Københavns Politi.
Den mistænkte og anholdte for overfaldet meldte sig selv til politiet fredag morgen. Manden fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret fredag.
Følg sagen på B.T. her.