Stop Islamiseringen af Danmark har misbrugt Kurt Westergaards tegning, fastslår Retten i Aalborg

Kurt Westergaard er blevet tilkendt en stor godtgørelse, fordi foreningen Stop Islamiseringen af Danmark og en søsterforening har misbrugt hans verdensberømte tegning af Muhammed.

Afgørelsen er truffet af Retten i Aalborg, oplyser Dansk Journalistforbund (DJ).

Foreningerne dømmes til at betale hver 40.000 kroner, fordi de har overtrådt ophavsretsloven.

Anders Gravers Pedersen er formand for Stop Islamiseringen af Danmark, og han dømmes til i fællesskab med den europæiske søsterforening SIOE at betale de 40.000 kroner.

Oveni idømmes de to foreninger og Anders Gravers Pedersen hver en bøde på 10.000 kroner - altså i alt 30.000 kroner. Det skyldes, at de har overtrådt et fogedforbud.

DJ forbød i 2008 de to foreninger i at bruge tegningen i forbindelse med demonstrationer og tryksager.

Kurt Westergaard og forbundet er stærkt fortørnede over det politiske misbrug af tegningen.

- Det var en helt uacceptabel krænkelse, og derfor er jeg glad for, at der falder så hård en dom over dette misbrug, lyder det i en udtalelse fra DJs formand, Mogens Blicher Bjerregaard.

/ritzau/