Politi og redningsmandskab - herunder en helikopter - er sent mandag aften til stede ved Mjang Dam på Als.

Det skyldes, at man leder efter en forsvundet mand. 

Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi over for SønderborgNYT og Jydske Vestkysten.

Manden har ifølge politiet tidligere på dagen renset op i et åløb, der løber ud i Mjang Dam, men er ikke vendt tilbage.

Mjang Dam er et stort mose-, eng- og søområde øst for Augustenborg, hvor manden befandt sig på en båd, mens han udførte rensearbejdet. 

B.T. følger sagen.