Vestegnens Politi leder efter den 73-årige Joan Hvid, som forlod sit hjem onsdag formiddag.

»Hun er ikke set siden klokken 11, så vi er noget bekymrede for hende,« siger vagtchefen ved Vestegnens Politi, Torben Wittendorff, til B.T. torsdag morgen.

Den ældre kvinde gik fra sit hjem på Strømvej i Sengeløse ved Taastrup mellem klokken 10 og 11 onsdag formiddag, mens hendes mand var væk et øjeblik. Da han kom hjem, var hun forsvundet.

Derfor ved politiet ikke præcis, hvor man skal lede, men man opfordrer alle borgere i området til at være opmærksomme.

Joan Hvid er dement og meget tynd, så politiet frygter, at hun er faldet og har slået sig og ligger hjælpeløst i et skovområde eller lignende.

I løbet af natten har store politistyrker søgt efter hende med både hunde og helikopter.

Hun beskrives som cirka 170 centimeter høj, meget tynd og gråhåret. Da hun forsvandt, var hun iført en lilla bluse, blå bukser og sorte træsko.

Vestegnens Politi fortsætter eftersøgningen torsdag, men beder altså også offentligheden om hjælp. Ser du Joan Hvid, bedes du kontakte politiet på telefon 114.