Det var egentlig bare en stikprøve af tolderne i Københavns Lufthavn, men det viste sig at blive en rigtig god beslutning.
Tre mænd røg nemlig tirsdag ind i stikprøven med deres kufferter, og der fik tolderne fuld valuta for pengene.
Det viste sig nemlig, at de tre mænd havde skjult seks kilo kokain i deres kufferter. Det skriver Toldstyrelsen på deres hjemmeside.
Det var dermed en meget effektiv dag for tolderne tirsdag, da det allerede er blevet oplyst, at man stoppede en mand med 18 kilo kokain i Rødbyhavn.
»Vi udtog de tre personer til en stikprøve og fandt cirka seks kilo kokain i deres kufferter.«
»Vi ser løbende kokain og andre stoffer i vores kontroller i lufthavnen, men det er stykke tid siden, vi på én og samme dag har haft to beslag i den her størrelsesorden,« siger Preben Buchholtz, kontroldirektør i Toldstyrelsen, om kokainbeslaget til deres hjemmeside.
Toldstyrelsen har nu overdraget sagen til politiet, ligesom man har gjort med sagen i Rødbyhavn.
Det er ikke oplyst, hvilken nationalitet mændene har, men personen, der blev anholdt i Rødbyhavn, havde udenlandsk statsborgerskab og er nu varetægtsfængslet.
»Vores toldkontrol bygger på stikprøver, intelligente risikovurderinger og overvågning døgnet rundt.«
»I samarbejde med politiet har vi fokus på flere typer af euforiserende stoffer, ikke mindst kokain, der er ekstremt sundhedsskadelig,« forklarer Preben Bucholtz.
Tidligere på måneden kunne Toldstyrelsen oplyse, at de også fanger flere og flere, som prøver at bringe kopivarer over grænsen. Der har de oplevet en stigning på 65 procent.
Men samtidig er antallet af købte kopivarer også stigende.